Det gør ondt at høre, hvordan han har det. Måske er det bevidstheden om, at ingen kæreste ville kunne gå fra ham, når han har det sådan. Måske bevidstheden om, at han er så meget tryghedsnarkoman, at det passer ham fint, at hun er der, når han har det skidt.

Det gør ondt at høre, at han har det skidt, fordi jeg gerne ville være den, der var der.

Og samtidig er der uvisheden om, hvad han laver. Jeg antager så meget om hans liv. Og jeg ved så lidt.

Som han sidder der i den anden ende af landet og deler sine ord med mig, er vi de samme som for to år siden, hvor vi lige havde lært hinanden at kende. Lidt forsigtige, meget høflige, som om at vi begge ved, at det er en bobbel, vi er indeni, når vi stjæler os tid til hinanden.

Det gør ondt at høre, at han har det skidt, fordi jeg elsker ham. Og ikke må det.