Så er det nu
Josephine Lø...
5 år siden
Fyldepennen og publicerin...
Kianna Kitte...
2 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
2 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
3 år siden
Gud taler til alle
Salomon
4 år siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
6 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
7 år siden
Det jeg gå og lav
Maria jayash...
5 år siden
Depression...og jagten på...
Kianna Kitte...
2 år siden
Store armbevægelser og 2 ...
Dus
1 år, 11 måneder siden
Et digt
Peter Munk (...
5 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
6 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
11 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
4 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
6 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
4 måneder siden
Julius første fisk!
Kaj-Benny
7 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
6 år siden
Kreativiteten Længe Leve....
Kianna Kitte...
2 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
3 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
4 år siden
Jeg kan ikke holde dette vejr ud længere. Det føles som en tre måneder lang januar. Efter jeg er kommet hjem, har jeg været irritabel. Jeg spiser for meget. Der er ikke noget ved noget som helst. Jeg føler mig spærret inde. Alt er så stille og livløs. Hverdagene hænger som en vissen guirlande mellem weekendernes stejle stolper. Jeg har lyst til at sidde på skumle tilrøgede barer og drikke flyversjusser, og blinke smægtende med øjnene til alt omkring mig. Det er det eneste sjov man kan lave i denne kulde. Jeg bruger tonsvis af penge på klippekort til bussen, fordi en morder ved navn Kulde, lurer på mig hver morgen uden for min dør.
På arbejdet er jeg et knitrende bundt af irritable nerverender. Jeg tamper i tastaturet ved synet af en mail. Jeg sukker irriteret over telefonernes insisterende kimen. Jeg vender øjne af den blonde receptionist fra Næstved og hendes misfortolkninger af telefonomstilling. Når min chef læsper 'super',kan jeg næsten ikke være i min krop. Når hans tykke tunge støder vokaler ud så 'international' bliver til 'indernational' giver mine øjnes defribrillatorer ham elektrisk stød, til han ligger på gulvet og vrider sig, som den glatte ål han er.

Jeg ved at solen gør mig mild og god. En lun brise giver mine trin et let fjed og gør mig så god, at jeg ku klø en Herstedvester fange bag øret. Jeg længes efter Sao Paulos varmt emmende asfalt og stejle bakker som lunede lægmusklen. Et par Antartica pilsnere, som bider i hver sin kind, indtaget på en fortovscafé i et brus af trafik. Den gode mad, hvor blot et par bidder gør én mæt og tilpas. Diskussioner og grin med gode kolleger over en stram GT.

Når jeg først er kommet hjem fra arbejde, går jeg ikke ud igen. Jeg har ikke flere rene sorte trusser. Jeg burde tage på Møntvask og få det klaret. Men de hundrede meter derhen føles som en månevandring uden iltmaske. Bare tanken om neonlyset og maskinerne får kuldens knive til at bore sig ind i kraniet. Mit stearinlys er tændt Min globus oplyser kloden indefra med en varm og brændende sol. De varme lande stirrer spottende og lokkende på mit mumificerede dyneindsvøbte korpus. Jeg bliver nødt til at dreje den, så det i stedet er stillehavet, som skvulper mit øje i møde. Denne enorme uendelige pøl, som denne vinter.

Og desuden. Mand Med Måne - jeg forstår ikke din kommunikation og din mangel på samme. Din tilstedeværelse og mangel på samme. Jeg aflæser ansigtsbogens undersøiske polyfoniske parringssignaler med tvivl og vægelsind. Hvad betyder det alt sammen? Og hvordan kom vi til det sted, hvor kærligheden skal findes som en nål i et stillehavsstort supersonisk strøm af brusende data. Melankolsk hvalsang på bunden af flasker geotrackede til velkendte huler rundt om i byen. Direkte kommunikation er soooo yesteryear, og istedet svømmer vi som hvaler i et usigtbart hav af grumsede data.

En drøm gentager sig, jeg bider sammen om de sidste sekunder mens jorden trækker flyets snude til sig i en sugende accellertion af fart. Jeg støder anspændt mod armgelænderet, men når først accepten indtræder lukker jeg øjnene, giver slip og slapper af, og så er det jeg altid vågner. Det er altid rart at slå øjnene op, når man har accepteret det endelig farvel til denne egenskab.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvalsang er publiceret 19/03-2013 20:42 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.