Måske fortryder jeg ikke så pisse meget alligevel.
Jeg var bare så bange for at jeg havde begået en kæmpe fejl, og C fik mig til at tro det.
Jeg var så ked at det, og følte mig ikke god nok. Nok fordi han ikke har skrevet. Jeg var så bange for at jeg for ham kun var et engangsknald.
Fuck om jeg var. Det er ikke det, det går ud på.
Så længe jeg ikke lukker øjnene og ser et skyggebillede af mig selv. Af den følelse.
Så længe jeg ikke lukker øjnene og mærker tårerne fordi den pige gør ondt at tænke på.
Hun står der, nøgen og bleg. Hun er tynd, skind og ben. Hendes arme hænger dødt ned fra hendes skuldre og håret hænger livløst. Hendes øjne er røde, af at græde så meget. Blikket er tomt. Hun ligner en forslået dukke. Hun har blå mærker overalt.
Pigen er mig. Dukken er mig. Men jeg mærker hende ikke længere. Hun trykker ikke i mit sind. Hun er der ikke.

Så hævet over ord, det her er svært at skrive. Jeg har en grimmere side, men hun er lige gået.