”Kære fyldepen. - Jeg kan ikke mere. Kan ikke dele mit liv med jer på denne her måde. Kan ikke fortsætte med at udlevere min sjæl, som en del af et billigt ønske om at opnå en smule udødelighed.
I dømmer mig. På baggrund af hvad jeg skriver nedfælder I en udefinerbar dom indeni jer. Når I læser mine tekster, ser i en lille del af det liv jeg lever.
Der er så meget mere, men I ser det ikke, og jeg lader jer ikke se. Jeg er en person uden ansigt, for de fleste af jer, som mange af jer er for mig. Det vælger jeg at være, så I ikke dømmer mig på mit udseende. Men I dømmer mig på så meget andet. I dømmer mig på mine ord - sådan har jeg valgt det. Men jeg er begyndt at tvivle. Jeg er blevet træt af dommen. Træt af at skrive og tænke oplevelser som historier. Men jeg kan ikke lade være.
Den forbandede tankegang forhindrer mig i at stoppe mit liv som skribent. Jeg kan ikke slippe. Jeg ved det. Men viljen er for stærk til at opgive. Endnu…

Stella"

D. 12/12 -05, det farvel I aldrig fik.
Jeg er allerede gal over at jeg er vendt tilbage. Men det føles skønt. Jeg ved at jeg endnu ikke er stærk nok til at bekæmpe mig selv. Jeg bliver det aldrig. Stærk nok, og det er sikkert heller ikke meningen. Jeg må jo bare få det bedst mulige ud af det.