4 måneder, 21 dage siden

På vej mod overfladen

Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
6 år siden
No name girl
5 år siden
En mission i livet
Salomon
6 år siden
Er der en mening?
Jønsse
5 år siden
god start på dagen
Jette Peters...
4 år siden
Fitness
Peter
8 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
5 år siden
Sommerlandet
Hanna Fink (...
7 år siden
Hopeless..
MysteriousGi...
9 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
3 år siden
På vej mod overfladen
JetLi
4 måneder, 21 dage siden
Tiden er går
Halina Abram...
4 år siden
Markedspladsen.
Ruth Christe...
5 år siden
Godnat morgen
Hannah White...
6 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
8 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
4 år siden
Livet er en rejse
Salomon
6 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
7 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
7 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
6 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
6 måneder, 15 dage siden
ressourceforløb the end
Martin Micha...
2 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
5 år siden
Lidt af hvert.
Hanna Fink (...
5 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
4 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
5 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
6 år siden
dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
8 år siden
Hr Solsort
Peter
6 år siden
"Jeg har været nede og se på kaskelot afføring" sagde en af min gamle soldaterkammerater en gang, for efterhånden rigtig længe siden, efter en periode med radiotavshed imellem os. Det var hans måde at fortælle, at han havde været rigtig langt nede. At han nu var ovenpå igen, og det var ikke noget vi skulle tale mere om. Det var en stor fejl, men den gang virkede det bare naturligt at forsætte, som ingen ting var hændt.

Føler jeg selv er på vej mod overfladen igen efter et lignende deep-dive, uden dog at have været i nærheden af kaskelot dybde, som Carsten var. For pokker hvor var han meget igennem i den periode, hvor han både blev skilt og kæmpede med "minderne" fra udsendingen til ex-Jugoslavien, både de fysiske og de psykiske.

Jeg har bare haft en periode med træthed, tristhed og svært ved at skimte lyset for enden af tunnelen. Tror det har været en reaktion på flere ting, men især en forsinket reaktion på at have været fysisk forhindret i mange ting, og da først gipsen endelig kom, var jeg overvældet af at det jeg bare ville nå. Det, og så det evige problem om mors dag. Jeg har kunne mærke det på drengene hvert år, måske mindre i år end tidligere. Til gengæld har jeg tænkt meget over min egen rolle, og specielt hvad jeg kunne og burde have gjort anderledes den gang. Hmm, ingen kan ændre fortiden, hvor gerne man end vil. Der er ikke andet at gøre, end komme til tåls med den, og leve med den.

Det har hjulpet mig meget at gå nogle lange ture i skoven og ådalen. Eller bare sidde og kigge ud over landskabet, fra det shelter vi byggede for et par år siden. Og som selvfølgelig næsten ikke bliver brugt. Nu har det dog været en velsignelse at være i tørvejr og bare lade tankerne vandre, og på den måde finde ud af hvad og hvor det trykker. Hold fast hvor har jeg siddet der mange timer det sidste par måneder. Mest af alene, men også sammen med Maria.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft muligheden for at sidde i shelteret sammen med Carsten, for mange år siden. Han var de sejeste af os rekrutter, også på sergentskolen var han ekstrem hårdfør, og ekstremt vellidt. Altid en guttermand og klar med en hjælpende hånd eller opmuntring, når det brændte på. Selv om vi stadig tales ved i ny og næ, så skiltes vores veje da jeg forlod militæret og valgte en civil karriere. Han forsatte i uniformen, selvfølgelig, for det var det eneste rigtige for ham. Modig og eventyrlysten som bare pokker. Og i øjeblikket på eventyr i sejlbåden i Caribien, eller der var han da jeg skrev med ham sidst. Gad vide om det ville have gjort en forskel for ham, hvis han havde haft mulighed for at tale ud om hans oplevelser? Sikkert kun lidt, med hans rygsæk skulle der helt andre professionelle kræfter til. Han har flere gange løftet lidt at sløret omkring hans udstationeringer. Både hvordan civile blev beskudt af granater i flæng, når soldaterne var blevet fulde af deres lokale sprut, slivo, mener jeg han kaldte det. Når de var fulde var en af deres fornøjelser at affyre kanonerne ind over modpartens område. Han beskrev også hvordan det gik til, at han blev såret. Men som sædvanlig, når det gjaldt ham selv, var det hele fakta baseret. Fjendtlig mortergranat havde ramt deres køretøj, klokken 14-et-eller-andet, derefter ildkamp med håndvåben. Ingen tvivl om, hans bagage krævede en professionel, og ikke bare en venskabelig snak i skoven. Det er noget andet med mig.

Der har det været fint, at have Maria. Sjovt så godt vi klinger sammen, trods aldersforskel og hvor forskellige vi er. Ok, vi har vi nok samme basale verdens- og menneskesyn. Mest af alt har vi nok opbygget en fortrolighed og en slags, ved ikke hvad jeg skal kalde det, måske en form for intuition for hinanden. Jeg ved det, mange ser rødt eller går i sort, når man begynder på emner om intuition eller endnu værre, siger den 6. sans. Jeg overbevist om den ikke alene findes, den kan også trænes. Se bare Godan testen. At bestå den, var for mig det ultimative bevis. Nå, det var en sidespor. Jeg har for længst opgivet at overbevise andre, og det står alle frit for at mene hvad de vil. Der er i hvert fald bånd med den kære Maria, og det tænker jeg der altid vil være, hvis vi vel og mærke vil have det. Mærkeligt måske, at det så ikke blev os to, men sådan skulle det altså ikke være. Bare dejligt at have hende i mit liv igen, som en god ven, der ser tingene fra de vinkler, der er blinde for mig.

Så nu er jeg på vej mod overfladen igen, godt hjulpet af tålmodigheden og indsigten fra en eks, og ikke mindst minderne om modet og styrken fra en gammel ven. IOU

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget På vej mod overfladen er publiceret 29/05-2021 19:35 af JetLi.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.