Frøkvabberne skriger højrystet efter deres forældre
og stiller sig uforstående overfor deres anbringelse.
De kunne jo ikke gøre for at deres mor var en kvabso
og deres far en frøsnapper som pludselig fandt hinanden
i sumpens mørke og i et øjebliks tankeløse sekund fulgte deres fortrængte instinker.

Plejeforældrene sidder på evolutionens stub og godter sig
fordi de ved at de nu har fået bevilling til paragraf 13
og er temlig ligeglade med frøkvabbernes fremtidsløse fremtid.
Sumpen er også temlig ligeglade - det eneste man ser er vrede øjne
der glor, men man kan høre en hvisken i krogene hvor nøgleordene
er hængt op fordi de er ubrugelige og gammeldags.

Derfor er frøkvabberne overladt til deres egne tilfældigheder
som skiller sig ud fra sumpens tilfældigheder.
Sumpen råber og skriger af frøkvabberne, men ingen træder
frem i lyset, så frøkvabberne kaster sig ud i mørket
og bliver væk fra hinanden i deres iver for at finde
deres forældre, som blev forvist af sumpen dengang der
stadig var græs og sollys. Nu ligner sumpen bare en misforstået
septitank med hang til genbrug og hvor selvhadet siver op, så det
svier i øjnene.