Det var hans ord igår. Og jeg blev så glad, da jeg hørte dem. Men GØR vi virkelig det? Fordi vi har prøvet at slå op, og ved hvor forfærdeligt det er, har det så bragt os tættere sammen?

Lidt har det jo nok. For man ved først hvad man har, når man mister det. Og tror ikke han har lyst til at miste mig igen. Helt ærligt. Han var jo også ked af det. Og græd. Og ringede. Han ER sød! Fat det nu, og STOL PÅ HAM! Sådan siger mit hoved. Men mit hjerte er altså stadig i tvivl. Og det er da klart, er det ikke?

Jeg mener bare... Han slog op med mig, da jeg allermindst ventede det. Og uden at give mig et hint eller noget som helst. Bare BANG! Ud af den blå luft. Og jeg har aldrig nogensinde grædt så intensivt i de to dage, hvor jeg kunne græde. Troede slet ikke jeg havde det i mig - så mange tårer. Og det vil jeg bare ikke have sker igen. For har aldrig prøvet noget så forfærdeligt - eller jo, det har jeg, men det gjorde virkelig virkelig ondt indeni!

Og det er da klart, han lige skal vinde min tillid tilbage, så jeg igen kan stole hundred på ham! Det er da naturligt - er det ikke?