Åha! Hvorfor skal de gutter være så fucking besværlige? Hvorfor slå op, og fortryde det en uge efter? Og hvorfor ikke kæmpe lidt mere for at få mig tilbage?

Eller er det bare mig, der ikke har været kostbar og standhaftig nok? Har jeg taget ham for let tilbage, har jeg ikke tænkt mig godt nok om?

Jeg er ret forvirret. Og ja - selvfølgelig er det ham gutten, der stadig gør mig skrupforvirret oven i hatten. Vi var sammen igår, og han fik da også lov at sove her (som han IKKE fik lov til sidst - lidt standhaftig er man vel ;-) ), og han var rigtig rigtig glad og det var jeg også. Men et eller andet sted i mig er der bare en lille bitte alarmklokke, der bimler helt vildt og tosset. Jeg tror, det er det, man kalder den kvindelige intuition. Jeg vælger selvfølgelig at ignorere den, og hoppe op på min lyserøde sky!
For helvede... Måske er det bare MIG, der er lidt for god af mig og lidt for naiv, blåøjet, godtroende, whatever.
Helt ærligt.