Efter at have læst Urzulla´s indlæg i debatten om overnaturlige ting kom jeg til at tænke på mine bedsteforældre.

Og jeg kan ikke lade være med at fortælle lidt om dem. Desværre mistede jeg min farmor i 96 men har stadig min farfar.

Og selvom jeg ikke ser ham meget mere så er der nogle helt utrolige minder der knytter sig til ham. Dejlige minder.

Mine bedsteforældre boede i mange år på en stor gård. De havde køer og høns i massevis. Men de havde også mange stille og mystiske kroge. Og så havde de en baghave vi ikke måtte gå ned i. Den var en tørlagt mose men vandet trak nu op i den igen.

Her så jeg to drenge en nat. De løb og spillede boldt. Jeg var blevet vækket af en gråspurv der fløj imod vinduet og da jeg stod op for at lukke den ud så jeg drengene spille nederst i haven. Dagen efter kunne min farmor fortælle mig (efter lidt press, hun fortalte mig først det måtte være noget jeg havde drømt.) at det var to drenge der havde boet i det gamle stuehus mange år før de flyttede ind. De var druknet i den mose der nu var ved at komme tilbage.

Men farmor og farfar havde noget mere på loftet. Noget helt specialt. Mange ville nok mene at det var rotter. Måske på deres loft. eller på mit.
Men jeg vil stadig sværge på at jeg en dag så den mindste lille mand løbe over gulvet på deres høloft.
Det hele var startet med at jeg legede gemmeleg med min bror og min kusine. og da jeg haddede at blive beskit kunne jeg næsten ikke finde dem. Der var ikke så mange steder hvor de kunne gemme sig og jeg kunne finde dem uden at blive beskidt. Men høloftet var et af dem. Jeg skulle op af en næsten ny stige, Intet støv eller snavs, gennem en lem der stod åben, igen intet snavs. Og når jeg stod på det øverste trin kunne jeg stikke hele overkroppen ind på loftet.
Så det var altid det første sted jeg ledte. jeg stak mine sko i et par af farfars store gummistøvler og traskede med en god afstand til køerne og til væggen ind i stalden og over til stigen op. Gummistøvlerne blev stillet på gulvet og med mine fine sorte sko på kravlede jeg op medens jeg passede på ikke at få snavs på mine hvide sko eller min fine nye spencer.
Og for at overraske dem der i følge mig måtte gemme sig på loftet kravlede jeg op så kun hårtoppen stak op. og med et hop stak jeg hovedet ind på høloftet. Og så lige ind i ansigtet på den mindste og rundeste lille mand.
Han blev ikke for at hjælpe mig med at finde min bror og kusine. Han satte bare i løb. Og et sekund senere var han forsvundet.
Jeg blev så forskrækket at jeg røg bagover og ned. Jeg skrabede mine ben på stigen og fik snavs på måssen da jeg landede på gummistøvlerne der stod på gulvet.

Og der gik mange år inden jeg gik ind i stalden igen. Farmor grinede i flere dage da jeg blev ved med at sige at jeg havde set en nisse. En rigtig levende nisse.
Men hun tog mig aligevel så alvorligt at hun satte grød og mælk op til den hver december.

Men også til høst var jeg med. iklædt min onkels aflagte tøj. Og med håret bundet i fletninger og op i et tørklæde. Så blev jeg løftet op på det famøse høloft, udefra, og fik lov til at stavle halmballer. Mine brødre drillede mig altid med at jeg skulle huske at lave gange mellem ballerne så nissen kunne komme igennem. Og den dag idag når jeg hjælper med det laver jeg smalle gange mellem ballerne. For tænk nu hvis......

Men nok for idag. Men det var nu dejligt at tage denne tur ned at mindernes alle´

Hilsen
Birgitte.

ps. Mine døtre kan stadig ikke blive enig om hvorvidt jeg har set en nisse eller en rotte.
Men det er svært ikke at tro på noget når ens mor måske har set det....:-)