Jeg tør det ikke... Det der med at elske. En mand. En ny mand. Jeg har endelig fået stabiliseret mit liv, fået skabt nogle nogenlunde faste rammer og værdier for min søn og mig selv. Det har taget et år. Et år i kaos, hvor jeg ikke har kunnet kontrollere eller begrænse de ting der er sket. Et følelsesmæssigt kaos, som har minimeret overskuddet til at være til...for Thor og mig selv. Jeg har overskud nu. Ved hvad jeg kan, hvad jeg ikke kan, har lært at bede om hjælp, lært at glædes og acceptere, at det ikke er alle ting jeg kan hundrede procent. Det har givet en ro, som jeg ikke ønsker forstyrret. Så jeg holder igen...

For jeg er jo blevet glad. For en mand. Som behandler mig som kvinde. Hvor jeg førhen kunne kaste mig ud fra 5 meter vippen og dyrke forelskelsen, sidder jeg nu i "mit" hjørne af sofaen og beskuer. Jeg har LYST til at sværme, LYST til at give...men det bliver ikke nu. For jeg har ikke LYST til at ændre på mit liv lige nu. Jeg har planer, jeg har mål... Og jeg vil ikke ændre på dem, for en anden. Aldrig igen. Jeg vil have min uddannelse, og jeg vil bo hvor jeg bor til jeg er færdig. Min stabilitet, er det jeg har behov for.

Men han er dejlig. 12 år ældre end jeg, sød, rar, ærlig, provokerende, fræk, ligefrem... og snakkesagelig. Vi kan sidde en hel nat og sludre... fra kl.21, når han kommer (Thor skal sove før han kommer indenfor, jeg vil ikke have de knytter sig endnu) til klokken 5 om morgenen. Og snakken flyder bare. Det ene emne tager det andet, og han er ikke bange for at tage udgangspunkt i sit eget liv. jeg kan lide det. Jeg bryder mig ikke om, at folk skjuler sig bag floskler og langdistance iagttagelser. Jeg nyder når der er et : "og selv , har jeg dummet mig vældigt ved...." For guderne skal vide, det ikke er et perfekt menneske jeg vil dele mit liv med. En godt skrammet udgave, som formår at hele sine sår...Een som har levet. Og stadig lever.