Jeg har været tæt på døden i denne uge...

En venindes mor døde af kræft. Hun blev kun 48. Jeg har været med på hospitalet både aftener, nætter og dage, og siddet "vagt" udenfor stuen på hospitalet, mens hun blev dårligere og dårligere..

Holdt i hånd med med min veninde, hendes søster, familie og venner... Folk kom forbi, gik igen. Min kæreste var der også en gang imellem.

Der er blevet grædt og der er blivet grinet. TDer blevet talt og mindet....

Og så igår... Min veninde og de nærmeste blev kaldt ind på stuen, vi andrede ventede en time udenfor... Og så gik døren endelig op, folk kom ud. Stille, grædende, rødrandede øjne, knus, kram...

Der var ikke mere vejtrækning, der var ikke mere... Hun var slut.

Jeg gik ind og så hende ligge der. Helt stille... Helt utroligt stille... Min bedste venindes mor, som jeg har kendt siden jeg var 3 år gammel. Jeg kan ikke huske, at hun ikke har været i mit liv...

Vores somre, vintre, hyggaftener... Ture på landet, til stranden, sommerhuset... Alt det!! Hvor har det været godt!!! Og så er minderne gode!

Jeg græd også stille. Gav knus, fik knus... Jeg blev der ert et par timer og tog alene hjem. Satte mig i minsofa. Og så åbnedes sluserne for alvor!

Men hvor er jeg glad for, at jeg fik lov at være en del af den sidste tid i dit liv også.

Tak for alt!!