Jeg kan ikke helt forstaa tingene i mit hoved. Jeg forvirre mig selv. Jeg tror og haaber paa, at folk kan aendre sig og skifte mening. Men i bund og grund ved jeg ikke om, jeg bare narre mig selv. Om det bare er mig selv, som bliver skuffet i sidste ende. Hvorfor er det, at vi nogen gange piner os selv paa den maade. Hvorfor kan vi ikke bare give slip og komme videre. Hvorfor proeve at vedligeholde kontakten, naar det ikke er umagen vaerd og jeg bliver saa ked af det. Jeg har altid undgaaet det med at faa foelelser paa klem, men nu sidder jeg fast. Det hjaelper heller ikke, at alt andet i mit liv ogsaa er gaaet i staa. Er slet ikke motiveret for tiden...maaske bortset fra det med at loebe.

Fik loebet 4km idag, hvilket egentlig ikke er saerlig meget, men nu havde jeg meget modvind og det var ikke decideret en flad route, saa det er ok.

Det er de smaa ting i hverdagen, which keeps me going right now. Lytte til Michael Bubles "Feeling good"; jogge en tur i naturen; proeve nye opskrifter, besoege soeskende, windowshopping, skrive til venner, varme sig foran radiatoren, se TV, laese fyldepennen :), droemme, lave ingenting....alt andet har jeg ingen indflydelse over lige nu og det er maaske det, der bekymre mig og goer mig urolig og ked af. Jeg har givet op paa kaerligheden. Det er en myte, en labyrint, som man bare fare vild i og ikke kan komme ud af. Hvad angaar mit arbejde, saa kan jeg ikke rigtig goere for, at alt ting falder fra hinanden i businessverden. Det er en maerklig verden vi lever i. Haaber da, at tingene snart vil falde paa plads og det vil lysne op. Maaske er det bare mig, som skal aendre den maade, jeg ser tingene paa...

Chin up chica!