Det her går ikke så godt. Jeg var helt ødelagt i nat. Kunne ikke sove. Havde fået grædt alle tårekanaler helt i sænk og havde bogstaveligt talt ondt overalt i mit hovede.

Spiste asperiner. Tog bad i en hel time, og havde bruseren lige ind i mit ansigt. Ville væk, vil væk. Vågner nu igen med snot og gråd over det hele.

Jeg er et sølle lille fortabt pjok. Forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre.

Jeg prøver at sig det til mig selv, at det jo der det, der var hele fejlen. At jeg på en eller anden måde var mere sådan i os, end ham... Men jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor han så var der i 6 år. Faktisk.. jeg forstår det stadig ikke. Det er som om jeg simpelthen ikke kan tro på det.

Men det hjælper ikke. Jeg føler han er min kæreste. Åh, kom nu frøken. Han var ubehjælpelig...

Og så sagde han igår alle sådan nogle ting med at han godt vidste, at han havde været urimelig. At han var mig så taknemmelig for alle de ting jeg har vist ham, og lært ham om at elske, og alt muligt andet ... sorry, men jeg føler mig snydt. Alene... før var vi jo to om at være alene. Nu er jeg virkelig virkelig alene. Og jeg ved ikke om jeg kan igen. Elske altså. Eller om jeg kan mere, med en anden.

Puh, jeg er glad for at skulle på arbejde.