I morgen skal jeg til min psykolog for anden gang, jeg glæder mig faktisk lidt, håber så meget det kan hjælpe mig til at give slip på den forbannede vrede jeg har til ungernes far.
Føler mig bare så forfærdeligt alene om alt ansvaret for dem, så alene med det hele, jeg er så bange for at træffe de forkerte valg og jeg mangler så meget at kunne dele deres første ord, skridt, deres første dag i dagpleje/børnehave/skole osv. Jeg ønsker på ingen måde at være sammen med deres far, det var mig der gik fra ham og jeg har aldrig fortrudt den beslutning for det gik bare ikke, men jeg har så meget vrede og had til ham fordi han bare ikke er der for de små som han burde være det, ved da godt jeg er nødt til at give slip og indse at han aldrig ændrer sig.

Min kæreste har været så sød de sidste dage, det føles lidt som om vi er kommet endnu tættere på hinanden, troede ikke det var muligt det hele har hele tiden været så intenst, han får mit hjerte til at banke et ekstra slag, jeg har så mange sommerfugle i maven hver gang jeg tænker på ham eller han ringer, når han ser på mig, rører ved mig og når han kysser mig.

Når vi elsker føles det som om hele verdenen står stille og der kun eksisterer ham og mig, som om vi er et. Alt føles så intenst og rigtigt sammen med ham.

Jeg er ret sikker på han har det på samme måde som jeg har.

Jeg ved godt at han somme tider får såret mig, og han kan være en rigtig idiot, jeg håber han kan få gjort noget ved den side, at han kan starte på at tænke sig om, tror ikke han har lyst til at miste mig og jeg har slet ikke lyst til at miste ham, jeg elsker ham.