Jeg var hjemme hos en veninde i går. Vi lavede mad, så film, talte og for en enkelt aften kunne jeg få lov til at føle mig som et rigtigt menneske, det var rart.
Kl 4 i morges vågnede jeg så med følelsen af panik. Min mave bulede ud på de helt forkerte steder, og jeg havde det alt for varmt. Jeg havde mest lyst til at løbe ud til nattevagterne og tude, men så kom jeg i tanke om at lægens (uofficielle) dignose lyder på FORKERT spiseforstyrelse, så jeg er ikke helt berettiget til at have disse følelser, det skyldes jo bare mit handicap, og så snart jeg er vel placeret på den døgninstitution jeg har fået plads på, så "vil alt være i den skønneste orden".
Jeg glæder mig egentlig til at flytte, jeg kan bare ikke lide at vide, at ligegyldigt hvad jeg gør, så vil jeg altid være forkert.