Jeg har været med drengene fra job inde at se Avater. Det er en film, hvor historien er utroligt forudsigelig - ren Pocahontas. Jeg var flov over at se den, da den gik igang. 'Kors, jeg skal se Pocahontas' tænkte jeg fuld af foragt.

Men da hovedrollen første gang var 'i sin nye krop' og jeg sad med 3d-briller og løb hans første tur, hvor han før havde være krippled legged, begyndte jeg at græde og var fuldstændigt solgt resten af filmen. Det gjorde fysisk ondt at tage brillerne af bagefter. Jeg måtte ud og græde færdig på toilettet. Hormonerne må jo pumpe fuldstændigt ustryligt rundt i kroppen på mig.

Konklusion må være; ønsket om at forsvinde ind i en anden verden - som man har haft siden man var 10 og læste 'Den uendelige historie' og 'Narnia' - har aldrig være kraftigere end nu.