trænger sig på. Hvorfor er jeg her? Hvad skal det til for? Hvad er min plads?

Har været ked og depri og har ikke rigtig kunnet finde ud af hvad det var, men kom til at tænke på den lille startende, piblende, glæde og forelskelse, som kom helt naturligt, da jeg kunne mærke på min krop, at der var sket noget helt fantastisk. En undfangelse.
Jeg er ret sikker på det nu, og sikker på at det er derfor jeg er gledet ned i hullet igen; dér hvor alt var lidt meningsløst og hvor spørgsmålene hobede sig op.

Sangerinden ringede og jeg øver mig på at være autentisk over for hende. Det hjælpe mig virkelig meget, for jeg få sagt til og fra, og ender ikke med at få mine grænser overskredet, men får respekteret mig selv, og det styrker mig, men også vores forhold til hinanden. Det er stort!

Jeg kom i tanke om en drøm jeg havde og snakkede med hende om det, hun stillede de rigtige spørgsmål, og det var ekstremt rørende at komme frem til, at jeg fra mit inderste faktisk prøvede at fortælle mig selv, at alt er ok. Alt er som det skal være. Og jeg følte roen brede sig i drømmen og vil huske på den ro, når jeg forsøger at klatre op af hullet igen. Langsomt men sikkert. Jeg ved jeg kan. Har gjort det så mange gange før, og det er mig, der bestemmer.