Jeg prøver desperat at blive træt nok til at gå i seng. Har fået den her lidt dårlige vane med at blive hængende oppe til tidligt om morgenen, kun for at stirre på mit speciale som en kat, der venter på at en eller anden vifter en fjerkost for næsen af den. Hvis jeg stirrer længe nok på skærmen, så sker der noget! Jeg ved ikke hvad, kun at det bliver ganske vidunderligt. Breakthrough. Inspiration. Selvdisciplin plus forhøjede IK point, måske?

Hvad ved jeg. Som sagt.

Ironien er selvfølgelig at min hjerne slår fra efter kl. 1. Alt hvad jeg skriver herefter skal skrives om, gerne fra bunden, og alt hvad jeg tænker, skal revurderes og tilføjes mere end et par stænk af ekstra realitetssans.

Derfor sidder jeg nu og laver ingenting. For sove kan jeg ikke.

Det er noget underligt noget, perfektionisme. I stedet for at få det der ekstra skub – den der fornemmelse af at udbytte vokser eksponentielt med indsats – så føler jeg mig flad. Træt. Udmattet (men ikke udmattet nok til at sove). Færdig med grafer, med variansberegninger, med gennemsnit og procenter og med den teori, der skal bygges af brikkerne.

Efter lidt søvn ser jeg sikkert klarere på det. Det er vel her håbet ligger. At i mens at jeg sætter min hjerne på standby, så venter verden på mig som en trofast kammerat. En hund måske (katten har stadig travlt med fjerkosten). Det føles lidt naivt, men pyt. Lad det ligge for nu.

Når solen står op, så ser alting jo lysere ud.

Ja, det siger vel i grunden sig selv.