Der er noget nyt på vej.

Lige nu sidder jeg stille, fysisk og mentalt, mens jeg afventer verden; der kommer gang i rotationerne til næste år. Mange ændringer. Nye veje. Jeg er ikke så optaget af, hvordan det bliver, ikke lige nu. Lige nu er det stormens øje, og jeg svæver sådan lidt ubesværet i det, armene ud til siderne og tæerne lige akkurat over jordhøjde.

I nat - og natten til juleaften - har jeg ikke sovet. I stedet har jeg haft den særeste, helt igennem grundløse panikangst, vejrtrækningsbesvær - brystsmerter - katestrofetanker. I timevis. Jeg tror ikke, det nye der kommer er relateret til disse anfald; jeg tror, de eksisterer i parallelle processer, og lige nu står jeg med en fod i to afsæt. Det ene mod alle forandringerne. Det andet indad i stormen, den jeg efter to års intens terapi fortsat kender dårligt.

Jeg tror, der kommer mere på skrift.

'Du skriver så dystert,' siger min mor, og hun har på en måde ret. Det skyldes ikke som sådan eksistentiel angst men snarere ovenstående dilemma - at det går indad og udad i det vildeste, mest hæsblæsende tempo og jeg finder mine lommer af ro, som nu, hvor jeg bare svæver i det og mærker den samlede turbulens.

Tydeligere og tydeligere, med tiden. Skulle man tro.

Heldigvis fik jeg sovet i morgentimerne i stedet.