...fordi jeg ikke kan lade være.

Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
4 år siden
Start?
Christian Ba...
5 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
7 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
2 år siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
7 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
5 år siden
Det fandme typisk, med de...
Racuelle Hei...
5 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
6 år siden
No, i will not keep calm....
Julie Vester...
6 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
7 år siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
7 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
Så blev det gjort.
Ace Burridge...
6 år siden
den første dag år 2013
bondeven
7 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
4 år siden
Kære
Halina Abram...
2 år siden
Årsdag
Mikala Rosen...
7 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
5 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
7 år siden
Jeg er notorisk dårlig til at tænke uden for rammerne af hvad der kan ses med det blotte øje og regnes ud uden at skulle inddrage manualer og selvhjælpsbøger i åndelighed og sjælefred, men jeg har nået et punkt hvor jeg ville sætte pris på en brochure eller noget; "Ti måder hvorpå alting lykkes" eller "How to komme dig over et dødsfald in ten days"
Jeg fik en besked fra en gammel bekendt forleden hvori der stod: "Jeg kondolerer med din far. Er du ved at være ovenpå igen?" Det må være svært for folk at vide, hvad de skal sige, jeg kæmper i hvert tilfælde med at udtænke ordentlige comebacks. Svaret på spørgsmålet blev i øvrigt: "Spørg mig om fem år"

Jeg har en mental pauseskærm når jeg lukker øjnene af min far, der smiler over et eller andet ordspil han er ved at opfinde. Han sidder over for mig på billedet, har vist altid siddet der, undtagen når han ikke kunne. Da lå han. På palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital, han i sengen, jeg på stolen, halvt sovende i de øjeblikke hvor han lukker øjnene og forsøger at lade roen falde over sig. Han spørger om vi skal sige noget, snakke om et eller andet vigtigt, og jeg siger til ham at alt er okay, og at jeg vil skrive hans bog færdig, at alt det jeg kommer til at skrive i fremtiden vil være med blæk fra hans blækhus, at alle ordene vil udspringe fra ham og at han vil være limen, der forhindrer siderne i at falde ud. Så græder han og siger: "Du skal ikke skrive fordi din far ønskede det, du skal skrive fordi du ikke kan lade være", hvorefter han lukker øjnene og siger, da jeg rejser mig op for at duppe hans pande: "Se at få ordnet din cykel og pas på dine tænder"
Det var det sidste han sagde til mig, andet end da han hviskede "Sorry dear", og jeg sagde at det var okay og at alt nok skulle ordne sig. At jeg følte at jeg skulle dø sammen med ham, da han lå dér, det var dét jeg ikke sagde.
Det eneste lige nu der holder tandhjulene i gang er de 250 sider, der ligger på min fars computer, og som gerne skal pustes til live på ny i den meget nære fremtid. Jeg skal nok få det udgivet, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Min far kunne ikke lide tanken om at de der råber højest prioriteres, men jeg er ligeglad, jeg har tænkt mig at råbe rigtig højt. Med en meget højrøstet blyant og nogle hysterisk skingre blyanter.
Det skal nok ordne sig og blive sådan semi-lyserødt og hundehvalps-agtigt igen. Ikke i dag og lige så lidt i morgen, men spørg mig om fem år. :)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget ...fordi jeg ikke kan lade være. er publiceret 10/02-2011 15:30 af Cecilie Regitze Økjær (CecilieRegitze).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.