Har spist et par snøfler her til eftermiddag. Fordi jeg havde lyst.

Føler ikke jeg har brug for aftensmad, men bør helt sikkert spise lidt alligevel. Flæskesteg. Magter det ikke rigtig. Selvom kusinen har været så sød at købe franske kartofler for min skyld, fordi det nu manglede hos farmor og farfar forleden. Ak!

Og nu sidder jeg igen og har klaustrofobi over at være indelukket, selvom der ellers er skønt på landet. Jeg har fået besked på at lave mad og vi skal ikke spise før om tre kvarter. Stegen er i ovnen, der er gang i et par gryder og jeg har lyst til at stikke af herfra! Har lyst til at starte bilen og køre en tur, eller bare - tja - løbe en tur - et eller andet!

..Men jeg kan ikke, fordi jeg skal blive og passe på maden.. Forsøgte med en hviler, men vender og drejer mig så det er til at blive vanvittig af! Jeg kan ikke finde ro nogen steder.

Har lyst til at tage i biffen, til at foretage mig et eller andet, men det ville være snot dumt, eftersom i morgen på mejeriet starter endnu tidligere end sædvanlig - mit eget valg - men stadig, skal veje noget ost ekstremt præcist af, og jeg har 48 prøver - det kommer til at tage tid! Tid som jeg i princippet har masser af, men jeg kan også godt lide at være færdig med en opgave når jeg går fra den! Måske er det stress på forhånd, fordi jeg ikke ved hvor lang tid det tager at veje 48 x 3,000 gram ost af. Så er der ostesmagning bagefter. Køretur. Langt. Det betyder at tiden heldigvis går let. Fedt nok!

Mit planlæggergen går helt amok når jeg stresser. Jeg er simpelthen nødt til at have den løbetur senere, eller også kunne jeg lige hoppe op og styrketræne lidt.

Ja. Det er det jeg gør. Er nødt til at prøve at falde ned, inden jeg går helt i panik her.

Jeg har lyst til at græde uhæmmet og højt, hulke.

Det skete også for mig sidst jeg var ude og gøre rent, hvor tårene og hulkene bare overmandede mig fuldkommen, og jeg måtte sætte mig ned. Det tog mindre end et minut før jeg havde fået det ud, der var.

Kunne godt se mig selv løbe ud i bilen, starte den, og drøne afsted herfra. Bare for at komme væk. Lidt ned af vejen. Væk, og så sætte hovedet i rattet og hulke.

Det er så godt at være her. Hun gør meget, og alligevel ingenting, og jeg kan bare være her. Perfekt.

Damn, det går helt galt for mig nu, jeg er nødt til at foretage mig et eller andet, inden jeg går helt op i limningen!

Hvor kom det lige fra???