Idag har været en dag. En dag med varme - jovist. Men trods de 28 grader og den stærke sol, så føles mit indre alligevel en smule koldt. Det er sjovt, når det burde føles varmt, for jeg går vist rundt og er lidt forelsket? Tænk, jeg havde helt glemt hvordan det føltes - at være forelsket. Det med at tænke på en bestemt person konstant. Og hver gang telefonen gør det mindste, så håber man at det er lige præcis dén person, der kontakter én. Og tænk alle de gange man bliver skuffet. Men når han så kontakter én, tja - så kan alt den forbandede, grumme ventetid jo også være ligemeget. Det er glemt i løbet af et sekund :) Såeh .. "Han" har ikke kontaktet mig idag, men det kommer jo nok. Ingen panik. Jeg nægter selv at gøre det. Det ville være et brud på "de uskrevne regler" .. Dem har jeg allerede brudt en del gange. Nok må være nok.
Nej vent. Nu kommer den lidt skummende fornemmelse faktisk op i mig. Lysten til at give sig totalt hen til et andet menneske - hvilket er en af de smukkeste måder, man kan udtrykke sin tillid på, hvis jeg skal sige det. Jeg ved godt, at forelskelse blot er en kemisk reaktion i hjernen, der skal give mennesket lysten til at forplante sig, men idag vil jeg fortrænge det faktum, finde den indre romantikker frem og hylle kærligheden - for uden kærlighed, hvor var vi så? :)