I dag fylder Pible 3 måneder, og lige nu, er det lige præcis 3 måneder siden jeg gik i fødsel.
Det er så mærkeligt at tænke på, for der sker så meget hele tiden og den flyver bare afsted. Jeg nyder at hygge og pludre med Pible, og har for det meste ikke så meget imod, at det er mig, der er "primus motor" på hende, som vi kalder det herhjemme.

Jeg er gået lidt i stå de sidste par dage. Bruger meget tid på at tænke over tingene, og fik slet ikke sovet for mylderet af tanker i formiddags, men er stadig ikke færdig med at tænke.

Jeg mærker en sorg over den seneste "begivenhed" med Jydepigen, og er lidt i syv sind om mit næste træk: "Var det her et vink med en vognstang om at komme videre fra hende? Skal jeg lade hendes mail være de sidste ord for nu, eller skal jeg endnu engang prøve at 'lære' hende at være en god veninde? Skal jeg sige fra IGEN og prøve at 'redde' vores forhold, eller det lidt vi havde formået at bygge op, eller er løbet bare kørt?"

Jeg kan ikke gennemskue det. Havde jeg været udenforstående, havde jeg bedt mig selv komme videre i en fart, og sagt, at der var masser af andre mennesker jeg kunne bruge min tid på.
Men der er bare så mange ting jeg gerne ville sige til hende, og jeg håber til det sidste, at hun ændrer sig. For hun rummer så mange rigtig gode ting. Jeg er bare ikke klar til at gå på kompromis med det andet, som f.eks. Anne er. Der er ting Anne slet ikke vil diskutere med Jydepigen, for så bliver hun rasende på hende - det er sq da en mærkelig form for vrnindeskab?!

Nå, en masse rodede tanker. På torsdag tager vi 2 uger til Spanien, Sevilla. Det bliver spændende. Specielt med lillepigen.