Under pres skabes diamanter. Dette er Diamantkurses motto.
Og det levede de da også op til med prestige. Søndag startede vi og i gennem de seks lejr/kursusdage sov jeg gennemsnitligt 5 timer om natten, spiste ½ af mængden, jeg normalt havde villet, blev 2 gange drevet i en å så dyb, at jeg ikke kunne bunde, med en temperatur på 4 grader, hvilket gav mig overfladiske forfrysninger i tæerne.
Derefter gik jeg 30 kilometers High med fuld oppakning (+13 kg og en 7 m. rafte) og græd af smerte den sidste kilometer, da fordrysningen føltes lidt som at gå på knive.
Et døgn med 24-timers løb fulgte og jeg fik ikke mad i døgnets lyse timer, men vadede til gengæld rundt i en sump, repionerede et spisebord og byggede en gynge, skubbede en 200 L tung beholder rundt i den mudrede skov og var på natløb. Maden, som vi fik kl. 02.00, smagte bedre en nogen sinde.
Kl. 06.00 gik vi flade i seng (godtnok i den frostplagede shelter) og blev vækket kl. 09.00 til et tempodøgn, hvor der gang på gang blev råbt ''Alt gang foregår i løb!".
Så blev det lørdag. Kurset var overstået. Oveni havde jeg taget DAM-mærket (Diamant aktivitets mærke?) som en ud af fire - og den eneste pige. Jeg havde sovet, løbet, svedt, knoklet og kokkereret i det samme tøj alle 6 dage, og gemte min fedtede hårbund under Epokehatten. Mine læber var opsvulmede og sprukne af frost og trængte til en uges intens creme-behandling.
Lejeren havde været hård men god. Jeg havde brugt hver en time med de samm 5 mennesker i gruppe lilla. Nogle var jeg blevet glade for, to havde jeg ikke så meget til fælles med, men kemien var fin og præget af gensidig forstååelse, og én havde jeg først holdt af, men så blevet noget så inderligt træt af.
Jeg har lært mine egne grænser, psykisk og fysisk, og min tolerance mht. andre mennesker.
Og lært at Diamant Extrem ville knække mig.
Så er jeg advaret.
Og aldrig har et varmt bad og min egen, bløde seng været bedre!