min aftenbøn lyder.. Lad mig bare forsvinde.. limboland.. den jeg er.. den jeg gerne vil være.. hvem er jeg.. jeg er... er jeg?

Jeg er en helt almindelig pige. 19 år gammel. Adopteret. Mine forældre har altid været der til at fortælle mig hvor speciel, god og dygtig jeg var. Intelligent og talentfuld. De gjorde det af kærlighed, men det har resulteret at jeg har båret rundt på et alt for stort kors. Et selvbillede jeg ikke har kunnet leve op til, og i stedet for har været slave for. Narcissistisk..

Hvordan kan jeg hade hende for noget hun gjorde når jeg nu selv står i nøjagtig samme situation. Alligevel er jeg ikke et stort nok menneske til at lade hende vide at jeg tilgiver hende.. jeg er en meget.. et meget... ondt... et lille menneske.. med et meget bittert hjerte. Måske derfor jeg er dømt til at falde i søvn i mit eget snot og bære mit eget kors på ryggen jeg snart skal fæstnes på.. til evig...tid.. død befrier mig. befri mig! ladmgiforsvindeladmigforsvindeladmigforsvinde..

Når jeg gang på gang på gang ber om at forsvinde, no doubts jeg har problemer med at finde mig selv?