Når ret skal være ret...

Fuffy til 100-årsfødselsd...
Michala Esch...
11 år siden
Еnke
Halina Abram...
3 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
5 år siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
6 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
6 år siden
Undervisning
Hanna Fink (...
8 år siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
6 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
5 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
8 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
7 måneder, 26 dage siden
Min første Fantasy novell...
JesperSB
2 måneder, 24 dage siden
Lige efter opgivende, håbløst indlæg var skrevet igår, ringede Rasmus. Og syntes, jeg skulle komme ned i Mejlgade med ham og Tuffe og Maria. Og det var da også bare lige hvad jeg trængte allermest til i hele verden. Bare at sidde og small-talk'e med andre wackos. Og tale om, hvorfor vi er blevet så fucked up som vi er. Og hvorfor det måske ikke er en så dum idé med medicin, som jeg går og fortæller mig selv. Det var bare let og frit, og ingen forventede, at man var en medgørlig kæreste. Ingen forventede, at vi gjorde sådan eller sådan.

Jeg talte også om det, at holde pause fra studiet. Det føles bare så syndigt, på en eller anden måde. Fordi man har opdraget sig selv til at gøre det, andre mennesker forventer af én. Eller bare det, man tror, andre forventer af én. Men forventer andre egentlig ikke, at man bliver i stand til at passe på sig selv? Og hvad så, hvis det betyder, at jeg ikke bliver færdig med min kandidat lige nu? Er det ikke bedre at behandle min angst NU, uden at der skal være eksamens-racerløb ved siden af? Er det ikke bedre, at jeg bliver en mere velfungerende studerende? Det tror jeg da nok det er!

Manden kom hjem igår, tæskefuld. Jeg bliver nok ved med at forbinde lugten af fulde mennesker med mine forældre. Det bliver nok ved med at give mig den slags associationer. Oliver blev smækfornærmet, da jeg sagde, at jeg ikke ville kysse på ham, og kaldte mig 'sart'. Tjah, hvis man bliver 'sart' af at vokse op med dybt alkoholiserede forældre, så må han gerne kalde mig 'sart'. Men jeg føler mig ikke sart. Jeg føler mig pissestærk. Og så kan det godt være at han er krigsveteran and shit. Men jeg kan se facetter af livet og mennesket, som han aldrig kommer til at se.

Og jeg ville ikke være foruden.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når ret skal være ret... er publiceret 23/07-2013 09:46 af Marlene Grann (LiliMarlene).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.