Dejlig påske og stæren fl...
Mikala Rosen...
12 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
4 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
7 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
6 år siden
En hyggelig dag
Maria Hahn (...
8 år siden
Kære natbog (V) - at være...
Olivia Birch...
6 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
4 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
3 år siden
Arbejdet kalder - Kasper ...
Kasper Lund ...
5 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
8 år siden
At miste styrringen og jo...
Bastian
8 år siden
Nyt år
Martin Micha...
1 år, 3 måneder siden
Jeg er seriøst bange. Hele tiden. Og jeg er så udmattet, at jeg tuder bare ved tanken om mennesker, der kunne fortælle mig, at jeg 'træffer dumme beslutninger'. Eller mennesker, der kunne synes at jeg 'bare skulle tage mig sammen'.

Jeg er så træt af at leve indeni mit hoved, som er fuld af bekymringer for fremtiden, og tanker om, at Kæreste nok ikke for evigt vil kunne overskue at leve sammen med mig fordi jeg er 'besværlig' eller 'begrænser ham'. Men så snart jeg taler om disse ting med ham, så siger han, at jeg skal stoppe med at tænke negativt.

Jeg er overvældet af en overbevisning af, at jeg er totalt magtesløs overfor alt i verden, og at det altid vil ende med det værst tænkelige. Jeg ved, det er katastrofetanker. Jeg ved at min angst holder mig fast i negative, automatiske tanker. Men jeg føler mig så hjælpeløs. Jeg føler ikke, at jeg har overskud til at modarbejde de negative tanker lige nu. Det føles som om, at jeg skal 'passe ind i andre menneskers kasser'. Især Kærestes. Fordi det er ham, jeg overnatter hos nu, hvor jeg er hjemløs.

Det er et væmmeligt setback jeg er inde i nu. Hvor jeg aldrig får ladet op. Jeg må yde noget self-loving-terapi. Og huske på 'keep it simple. Ingen mennesker kan løse alle deres problemer på én gang.

Jeg er for træt til at græde. Og har for dårlig samvittighed til at sove. Jeg burde foretage mig noget, siger stemmen i mit hoved. Kun mennesker, der foretager sig noget, har fortjent at sove.

Kæreste er i det mindste væk. Hos Janne og Mette. Men jeg har sagt, at jeg ikke tager med, for at 'tage hensyn til ham'. Der er den igen. Jeg er et anker, der holder ham nede. Lægger låg på hans personlighed. Eller, det synes jeg. Og jeg ved, at han også synes det, men er bange for at sige det højt.

Jeg skal sgu da ikke være i et forhold der er baseret på frygt.

Hvorfor er sociale og intime relationer så skide komplekse?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget The good fight er publiceret 22/07-2013 15:05 af Marlene Grann (LiliMarlene).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.