Sidder med en underlig uforløst fornemmelse.

Jeg tror alle vi bønder kender fornemmelsen af uro i hele kroppen, når høsttiden melder sig. Sådan har jeg også haft det i år. Problemet er bare at jeg for et par år siden bortforpagtede to tredjedele af jorden, og solgte de fleste af kreaturerne.

Status er nu, at jeg for nogen tid siden bad naboens søn om at bjærge den smule halm og foder som de resterende elleve kreaturer har brug for den kommende vinter.

Uroen gnaver ubønhørligt i min hedebondesjæl, men ligemeget hjælper det. Jeg kan ikke vende mig nogen steder hen for at få afløb for denne trang til høst, og efterårsbearbejdning af jorden.

Min rastløshed er åbenbart mærkbar for mine omgivelser. Ihvertfald har jeg måttet love fruen at jeg selv begynder at dyrke jorden igen, om tre år, når forpagtningsaftalen ophører.