Kunne virkelig godt bruge at der skete noget på mandesiden. Smølfen skrev lige at hun havde mødt Bjørnen til en fest. Hun sagde, han havde taget på. Han var jo også til den chubby side, da jeg var sammen med ham. Og det er ikke blevet mindre. En stor del af vores break-up havde at gøre med hans galoperende mindreværd (nu analyserer jeg lige med brillerne helt nede på næsen). Han er jo ellers totalt ovenpå og rock-steady udenpå. Men indeni er han en lillebitte bjørn, såret og svigtet, bange for ikke at være god nok og bange for at blive forladt. Jeg tror faktisk (med fare for at lyde indbildsk), at det havde ret meget med hans totale kapning af al kontakt. Stakkel. Jeg er egentlig ikke vred på ham mere. His loss.

Lige nu har jeg et crush på kollega. Kørte med ham fra Jylland for nylig. Han er ret hyggelig og nem at snakke med, når man sådan har ham i nærheden. Men på arbejdet har han den her utilnærmelighed over sig. Vi siger kun akkurat lige godmorgen til hinanden. Han er næsten på alle parametre stik modsat Bjørnen. Ikke høj. Meget tynd. Tyndhåret. Helt sikkert ligeså rar som dagen er lang. Jyde. Har humor, men ikke den sarkastiske onde slags, som jeg må indrømme at jeg elskede Bjørnen for. Jeg får virkelig kollega til at lyde hot, ikke? Men han har hans hytte i Sverige, hvor han tager op hver weekend og saver i træ og tænder bål og bager snobrød, og skyder med riffel. Og han er gammel skater-dreng. Og han har en datter, som han går vildt meget op i. Og det er atypisk mig, og jeg ved fandeme ikke hvorfor, men jeg kan bare skidegodt li' ham. Jeg stalker ham på Insta og forestiller mig firehundredetusinde måder vi kunne komme til at kysse på. All inside my head. Well.