Kristian Leth spiller for fulde gardiner ud af højttalerne. Eftermiddagssolen skinner fra oven, mens den svinder bagom kollegiebygningen. I det fjerne anes havet. Øresund ligger stille og fredfyldt, som en blå stribe af glimmer bag industrielle bygninger. I vandkanten ses fem store hvide vindmøller fra vestas. Udsigten fra vinduet er udpræget dansk. Og hvad er det så? spørger du måske. Men det er sådan en dag som i dag. En tidlig efterårsdag, hvor solen skinner til langt ud på eftermiddagen. Hvor luften oser af grill, radioen spiller danske sange, havudsigt, grønne blade på træerne og børn der leger i gården. En kvinder kommer cyklende med nøgne fødder og badetøj i cykelkurven. Selvom det er efterår, sender vejret signaler til min hjerne, som drømmer sig tilbage til midsommeren. Ferie og solbrune mennesker på stranden. I dag er humøret højt også selvom jeg kun har set byen fra oven.

I et stykke tid nu har jeg luret på menneskene i kollegiebygningen overfor. 64 værelser. En mørkhåret, lidt tyk, kvinde hænger vasketøj op. På en snor i vinduet hænger hun både blonde-trusser og ternede viskestykker. Gad vide om hun mon har vasket dem i samme maskine? En mand kommer hjem og stiller sin cykel i et af de andre vinduer og i et helt tredje vindue, står en lyshåret i færd med at skifte fra campinghabit til lørdagskjole. Uden at trække gardinerne for, klæder hun sig af. Hendes nøgne bryster kommer til syne. Vinduet står åbent og solen skinner på hende. Hun er smuk. Det er som om hun godt vil have at man lægger mærke til hende. Eller måske at jeg lægger mærke til hende. Jeg bliver ved med at kigge på hende. Hun kigger ikke tilbage, men jeg har på fornemmelsen at hun ved jeg er der. Efter noget tid trækker hun sin røde kjole over hovedet, vender ryggen til trækker op i lynlåsen og så er hun væk. Jeg ærgre mig, for hun så virkelig sød ud. Mon hun kommer igen i morgen?