Torsdag d. 17/5 kl. 18:41
Jeg sidder på højen. Spottet. Det er aften og solen maler himmelrummet med sine røde, gyldne og violette farver. Jeg giver smøgen mellem mine læber kraft og ser røgen stige op i krøllede former. Vinden leger med den grå røg og blæser den i alle retninger. Jeg tager et sug og mærker tilfredsstillelsen i kroppen af den ellers så usunde og dødbringende lille hvide afhængighedsmekanisme. Jeg venter på han ringer. Han skulle bare lige hente sine Headphones. Han ringer. Jeg tager den og mærker glæden strømme i hele min krop af lyden af hans stemme. Den beroliger mig og jeg kan ikke lade vær med at smile. Vi snakker om, hvad der er sket i løbet af den pågående dag. Han har badet og taget sol som sædvanlig. Jeg har været i skole som sædvanlig. Tiden står stille med hans stemme i mine ører, men ikke stille nok, for jeg ser på mobilen og vi har snakket i 30 minutter. Jeg tænder en smøg mere, for jeg ved, jeg snart skal lægge på og jeg er ikke klar til ensomheden, der strømmer over mig, når han ikke længere føles lidt tættere på. Jeg mangler ham her i min hverdag og jeg ville ønske, jeg kunne få ham hjem igen. Vi griner, vi snakker alvorligt, vi joker, vi er random, irriterende og flabede og jeg elsker hvor nemt, det hele bliver med ham. Han skal på arbejde. Vi er nød til at sige farvel. Jeg siger jeg savner ham. Han siger i lige måde smukke. Mit hjerte smelter. Jeg tager de sidste sug af min smøg og går ind og lader tiden gå igen.