Kan ikke huske hvor drømmen startede, om der var noget af den før jeg kom kørende på landevejen..
(Havde drømt andet før, men ka' ikke huske en sammenhæng ?)
Men jeg kom kørende – underligt, plejer ikke at køre når vi begge er med ? – og så en bil komme imod os med rasende fart og pludselig væltede den rundt på den isglatte vej (var det vinter, syn's jeg ikke) og landede på siden..
Jeg bremsede og sagde noget om, vi måtte hjælpe, bad K gå derover og greb selv mobilen og ringede…
Mens jeg stod med den opdagede jeg en Falckpavillon dér midt på landevejen, hvorfra der selvfølgelig osse var ringet, og to af de fire i bilen stod ved siden af og ringede…
Fik forbindelse, og at vide der var ringet, så lagde på igen..

Hertil havde jeg taget den med ro (!!!), men så stod jeg pludselig foran to der sad ned og skreg og skreg og skreg og skældte dem ud; at de kørte som sindssyge, om de egentlig vidste hvor heldige de var, alle fire havde overlevet den rulletur, mine to var døde ved en lignende ulykke…
Tror nok jeg vågnede her – og vendte mig, men selvfølgelig var jeg alene - sov jo ikke hos kæresten, men ku' ellers nok ha' brugt ham lige dér !

Underlig drøm, der egentlig ikke påvirkede mig så meget, som jeg vel ku' ha' frygtet – den står heller ikke særlig tydelig, gjorde det heller ikke da jeg vågnede..
Har meget ofte spekuleret på – når jeg møder vanvidsbilister – hvordan jeg mon ville reagere når jeg kom ud for andres ulykke…
Er meget bange for jeg ville skrige og bare se at komme væk, - frem for at forsøge at hjælpe, på trods af alle mine førstehjælpskurser gennem årene..
Ok, for godt to et halvt år siden ville jeg hjælpe, men i dag ?

I sidste uge var jeg i Kbh., kørte heldigvis ikke selv, og kom forbi en ulykke..
Så heldigvis ikke hvad der var sket, de havde osse kørt en brandbil på tværs af vejen (tænk det skal være nødvendigt for at holde folk på afstand !!), men for den da, tårerne rendte bare ! Var enormt glad for vi ikke var kommet fem minutter før !