Har ellers tænk meget på Martin det sidste stykke tid. Det er virkelig mystisk.
Tror han lige får en tanke med mindst en gang om dagen. Der var et eller anden specielt over ham. Noget jeg bare aldrig kommer til at opleve igen. De følelser.. Så stærke. Ægte.
Jeg ville have gjort alt for at holde ppå ham resten af mit liv. Gjorde alt. Det var bare ikke nok. Savner ham. Tit.
Tror aldrig jeg får ham rigtig ud af mit system. Med mindre… Jeg møder ham. Er nødt til at møde ham, for at se om det er mig der er latterlig og svælger rundt i minder – eller om han stadig er …….HAM.
Og så i går. Jeg havde været med Tobias på stranden og slikket sol hele dagen. Da vi kommer hjem , og holder nede foran, kommer der en varevogn kørende på vejen. MIN vej. Lukkede vej – som der faktisk kun kører biler på med mindre de har et eller andet at gøre her. I hvert fald hvis de kører med 30 km/t, og standser foran nr.44. Da jeg så navnet på firmaet, frøs jeg helt fast. Det var slet ikke bevidst. Jeg sad bare der og glode. Det var Martins firma bil!
Og så fik øjenkontakt med den ene i bilen. Christian – Martins bedste ven…. Ved ikke om han kunne kende mig. Der er gået 4 fucking år – jeg havde solbriller på, og har forandret mig så vildt på de år...
Så kørte den. Inden jeg nåede at få min hjerne til at fungere. Gøre et eller andet. Gå derhen, vinke,stå ud af bilen i det mindste... ET ELLER ANDET! Men..for sent....
Tobias spurgte hvorfor dem i varevogen havde gloet så meget på mig…. Dem?! Har han mon været i bilen?
Det er ikke mere end 14 dage siden, jeg ringede til hans gamle nr. Der var telefonsvare på – så jeg lagde bare en besked. Har intet hørt. Men hvor mange beholder også samme nummer i 4 år….?
Suk….. Jeg vil så gerne se ham igen….
For han har da helt sikkert en kæreste nu! Som han bor sammen med. Og de har da helt klart også en hund. Måske enda et barn...Men møde ham, det skal jeg!
Enten skal jeg have ham igen, eller også mit hjerte……