Endnu en dag, hvor jeg er bundet til min computer, mens ordene er bundet inden i mig. Jeg prøver at få dem ud, presser på for at få det hele til at flyde, men det vil ikke.

Jeg tror, det er en blanding af uvidenhed og præstationsangst, der holder mig igen. Vi skal aflevere specialet om tre uger, min makker er så superdygtig - og jeg, der altid har været vant til at være ovenpå. Pludselig halter jeg bagefter, forsøger at være god nok. Og nu sidder jeg med et afsnit, som jeg ved, han er bedre til - men det er mig, der skal skrive det. Og jeg føler ikke, at jeg ved nok. Jeg føler, at han er meget dygtigere. Rationelt set ved jeg jo godt, at han er det, fordi hans faglige baggrund er mere relevant for specialet end min - at jeg har måttet sætte mig ind i utrolig meget, som han vidste i forvejen. men jeg skal bare have taget hul på det. Ordene skal bare komme. Jeg har jo læst så meget - og vi skal jo aflevere.