18 år siden

opbrugt skrivekvote

Skæbne
Hanna Fink (...
10 år siden
Så blev det gjort.
Ace Burridge...
10 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
6 år siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
8 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
No name girl
8 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
16 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
11 år siden
SSO - stress
RachelBlack
10 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
10 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
11 år siden
Galde med sukkerglasur og...
Olivia Birch...
8 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
11 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
10 år siden
Kvinders sanser og mænds ...
Racuelle Hei...
9 år siden
Lange dage giver lange pa...
Neola
3 år siden
Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
10 år siden
Kursus
Hanna Fink (...
9 år siden
Livet i Lugano
LoneHK
12 år siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
8 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
10 år siden
Noget om helte
Camilla Rasm...
7 år siden
Wonder Woman, ny lakeret ...
Racuelle Hei...
9 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
11 år siden
En god aften
Bastian
11 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
11 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
7 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
5 år siden
Nu har jeg et par aftener tænkt, at jeg ville skrive dagbog, for egentlig sker der jo nok både i og udenfor mit hoved, jeg kunne skrive om, men når jeg sætter mig foran skærmen om aftenen, er jeg pludselig helt og aldeles tanketom. Nej, i virkeligheden nægter ordene bare at forlade mine fingre. Det er forbindelsen fra tanke til det skrevne ord, der svigter efter dagens arbejde.
For et par uger siden var jeg til oplæring hos en ny samarbejdspartner, et tekstningsfirma i KBH. Ret fed oplevelse. Dejlig software, god sparring. Det var lidt specielt at sidde og spise frokost med en sammentømret flok, som jeg ikke længere selv kan blive en del af. Følte mig til en afveksling som en bonderøv. Alle virkede som om de havde læst en tre, fire morgenaviser samme dag og havde fingeren totalt på pulsen. Øv, hvor fik jeg igen dårlig samvittighed over ikke at holde mig mere oplyst. Ignorante, overfladiske mig.
En god ting ved turen var iøvrigt, at mit tog ikke røg i luften. Det var jeg selvfølgelig ellers forberedt på. Jeg bad bare til, at det ikke blev nede i tunnellen. Så hellere på hovedbanegården. Jep. Jeg ved det. Total fruitcake. Og jep, kunne godt have brugt et dansk ord her. Men fruit cake er et ret fantastisk slangord, synes jeg. I virkeligheden handler det bare om, at jeg har en alt for veludviklet fantasi. Hvad er sandsynligheden for, at ens tog bliver ramt af en terrorbombe. Forsvindende lille, jeg ved det. Men det KUNNE ske. Jeg har forlængst gennemgået en lang række scenarier. Jeg har en virkelig veludviklet transportmiddelforbi. Måske skulle jeg skifte karriere og lave katastrofefilm. Så kunne jeg da bruge min fantasi til noget mere nyttigt.
Skal lige siges, at jeg hjemad var langt mindre nervøs, fordi afgangen var langt mindre travl og oplagt. Sygt, ikke. Jeg ville godt nok have et problem, hvis jeg boede i København, eller også ville jeg netop fortrænge tanken. Jeg syntes jo, det var lidt surt, hvis jeg skulle ryge i luften, når jeg normalt bor på Lars Tyndskids mark og er i staden to gange om året...
Ikke så underligt, at jeg er godt træt, når jeg lægger mig i min seng om aftenen med den langt-ude tankegang.
Fantasi er en ting, virkelighed noget andet, og virkeligheden har da også budt på en af de barske. Min nabo, der var gravid i sjette måned, mistede sit lille barn. Jeg var knust ved tanken om, hvor knust, hun måtte være. Græd snot sammen med alle de andre mødre. Så sidder man der, derhjemme, og siger: det var godt, de havde en i forvejen, og det var værre, hvis de havde nået at lære barnet at kende, men man ved samtidig udmærket godt, at det er de mest latterlige floskler, der overhovedet ingen værdi har i forhold til at dulme en sorg. Tværtimod ville de være en hån at fyre af, som at fratage retten til at sørge for fuldt blus...
Jeg så en dag, at de var kommet hjem fra hospitalet og havde virkelig ikke lyst til at gå derover. Vi er ikke vanvittig tæt på hinanden, så jeg følte ikke, jeg kunne tillade mig at græde snot op i hovedet på dem. Men omvendt var det det rigtige at gøre, så jeg mandede mig op og gik derover. Selvfølgelig tudbrølede jeg. Jeg har ikke rigtig nogen bremse der, og det er ved gud ikke blevet bedre med alderen.De var derimod relativt fattede, og jeg tror faktisk de satte pris på markeringen. Det ville virkelig også være sært og koldt bare at sige hej, når man mødte dem på gaden og så ellers ikke snakke mere om det.

Ellers har det været en travl tid i vores lille familie. Alt for meget aften/weekendarbejde, men nu er vi tilbage i en fornuftig rytme.
Jeg vil gerne snart have forår. Hvor mange har mon skrevet det i deres dagbog herinde i løbet af den sidste uge? Jeg elsker at have fire årstider, heraf en med sne og frost, men nu er det fint nok. Jeg vil gerne i haven og rode i jorden.
Heldigvis er lyset på vej. Jeg kan især mærke det på ungerne. De søger ud igen på en helt anden måde og er slet ikke til at drive ind igen. Det er en fornøjelse at se på, ud gennem vinduet vel at mærke. Selv er jeg stadig lidt svær at lokke ud, medmindre det er for at tage en tur i skoven. Men det vender snart. Meget snart. Jeg glæder mig.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget opbrugt skrivekvote er publiceret 09/03-2006 21:36 af Ronja.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.