i går var ikke optimal. vågnede tidligt og skulle ringe til lægen for at få svar om livmodercelle-prøver. jeg havde celleforandringer. det har jeg faktisk prøvet før, og lægen fortalte at det var meget normalt, det kunne være alt muligt, f.eks. en virus, der forårsagede det. skulle bare have taget en ny prøve om tre måneder. godt så.

skrev besked til andreas om at jeg havde celleforandringer.

gik i gang med at rydde op, hvilket bestod i at jeg hev alle ting ud på gulvet og sorterede efter hvad der kunne kyles ud, og hvad der skulle i transit i kælderen. men midt i det hele gik det bare galt.
jeg fik det så skidt. vel et tilbagefald af angstanfald. jeg var helt hysterisk, ringede til min mor og tudede og tudede. hun blev helt bange. jeg bildte mig selv ind at jeg fejlede alt muligt farligt, og kunne slet ikke falde ned. min mor fik mig til at ringe til en veninde for at få en til at komme hjem til mig.

C og R prøvede skiftevis at tale mig ned, og fik mig til sidst til at ringe til sygeplejesken i lægehuset. hun var sød nok og hørte på mit tuderi og hysteri. måtte til sidst har ordineret noget beroligende.
R kom hjem til mig og vi spiste tortillachips og drak et par øl. så en tøsefilm. fik det til sidst normalt igen.

hørte aldrig fra andreas. ikke noget med "hvordan har du det oven på sådan en nyhed?". jeg forstår det ikke. da jeg senere lå og ikke kunne falde isøvn, skrev jeg bitter sms: "tak, i øvrigt, fordi du er så flink at ringe og spørge om jeg er ok, når jeg lige har fået af vide at jeg måske er alvorligt syg". ok, overdramatiseret, jeg indrømmer, men var bare såret over ikke at ave fået så meget som en sms.