Hvor har det dog været en mærkelig uge – eller måske snarere speciel – i hvertfald en tid vi altid vil huske.

Peter har skrevet mange dejlige dagbøger her på det sidste, og det har han gjort rigtig godt.., så jeg vil ikke gå ham i bedene på den måde, men måske bare fortælle lidt om, hvordan jeg har oplevet dagene.

I dag, d. 16. juni, er det præcis en måned siden vi var til sølvbryllup hos Peters moster og hendes mand, sammen med en stor del af Peters familie. Peters far var med til denne fest, og det klarede han rigtig godt, selv om det var tydeligt at han var svag og træt, og flere gange måtte ud i bilen og hvile lidt. Den dag stod det klart for mig, at der var noget helt galt med hans helbred, selv om det først var ugen efter, han blev scannet og vi fik det triste budskab med navn på hans sygdom, men så hurtigt skulle det altså gå her til sidst.
Peters far var en positiv mand, og han klagede ikke over sit helbred – han valgte at prøve at se det hele fra den lyse side lige til det sidste, hvor han snakkede om at ville med til Nikolajs fødselsdag og til Kirstens studenterfest.

Peters mor har hele vejen igennem været en utrolig stærk, lille kvinde, der var ved sin mands side i døgndrift. Hun har klaret det flot, og jeg tror det er godt, hun nu får ro omkring sig med tid til også at tænke lidt på sig selv.

I søndags, da farfar døde, var jeg i sommerhuset sammen med Nikolaj, hvor vi forberedte at skulle ha’ fødselsdagsfest. Da Peter ringede til mig med den triste meddelelse, sagde han også, at han selv gerne ville fortælle det til Nikolaj. Det var uhyggeligt svært at skjule, at jeg var ked af det, så jeg gik lidt rundt i haven for mig selv, næsten til Peter kom hjem til os. Nikolaj har sikkert syntes, at jeg var utrolig kedelig at være i selskab med, for han startede cyklen og kørte sin far i møde.
Kort efter kørte vi jo alle ud til Peters forældre medbringende kagemanden..!
Hele familien var kommet, Peters søskende og deres børn. Vi stod omkring sengen med Peters far, og nogen havde givet ham blomster i de foldede hænder. Det var smukt at møde døden på denne måde.
Senere blev kagemanden spist og Nikolaj fejret – også det synes jeg var dejligt og med til at gøre døden til noget meget naturligt og ikke farligt, specielt for børnene.

Dagen efter, i mandags, blev Peters far lagt i kiste og sunget ud fra hjemmet, og også her var hele familien med. Vi fulgte kisten til kapellet. Derefter fulgte vi Peters mor ud at vælge gravsted, snakke med graveren m.m. En på mange måder dejlig dag, om end også meget sørgelig. Jeg tror, man oplever alting utrolig intenst i sådan en tid som denne…

I dag har begravelsen fundet sted. Peters far blev begravet på den kirkegård, hvor han selv har været graver i over 20 år. Nu ligger han i et hjørne af kirkegården, hvor der ikke er langt til det sted, hvor han altid holdt sine kaffepauser under arbejdet. Det er en tryg og god tanke..!

Jeg har kendt Peters forældre i snart tre år, hvor jeg har besøgt dem mange gange sammen med Peter og hans børn i deres dejlige hjem, hvor man altid var/er velkommen. Peter har en fantastisk familie, både forældre og søskende. Jeg har jo ikke selv søskende, så derfor har det været meget nyt for mig, at der kan være et sådan sammenhold og sådan en altid dejlig stemning, når familien er samlet. Samtidig har jeg følt mig accepteret og velkommen lige fra første dag i deres kreds.

For mig har dette sammenhold og den kærlighed familien har til hinanden, måske næsten været den største oplevelse her i de seneste dage. Jeg føler en stor taknemmelighed over at ha’ fået lov til at være med i dette.

Til dig Peter – jeg elsker dig og føler en uendelig stor kærlighed til dig, som jeg har svært ved at beskrive i ord. Tak fordi jeg har fået lov at være dig nær i denne tid og dele dine tanker og følelser.
Som du har sagt mange gange i de sidste dage: Alt er som det skal være..!
Vi kommer alle videre – også din lille stærke mor – og allerbedst ved at slippe bekymringerne og gi’ hinanden masser af omsorg. Sådan er det, min ven….


Kærligst
Wildrose