Det er sjovt så klart det kan stå for mig. Alle de gange, vi besøgte hans familie. Minderne om det lille hus for enden af stien, hvor man blev mødt en en gammel dejlig hund, der knap kunne høre og se, men var så kærlig. Huset, hvor der var anderledes og trygt. Der er minder om at sove på stuegulvet med ham, alt for hårdt, men alt for dejligt. Der er minder om at blive kaldt svigerdatter juleaften over for resten af familien. Trygheden ved hans mors accept og kærlige arme. Hans fars tilbageholdende facon, der dog fuldt ud accepterede mig, da det viste sig, at jeg kunne spille kort. Det er minder om, hvordan hans tilbageholdende niece kravlede hen til mig og holdt af mig fra det øjeblik, hun så mig. Det er minder om at lytte til Simon & Garfunkel, mens han fortalte om sine minder i huset. Og det er minder om ligge vågen og stirre ud i natten, mens han sov tungt ved siden af. Det eneste, jeg holdt af dengang, var hans åndedræt. Det hus er mindet om en tid, som aldrig bliver min igen, men som altid vil være den trygge tid BAG mig.

Og i sidste ende... huset var trygt, fordi jeg var splittet og utryg.