Jeg har ikke kunnet komme på nettet siden i går aftes. Nu er jeg søgt til forældres skovhus. Det er dejligt at tage hjem og lukke verden ude, når man er lidt ked af det. De har været ude og rejse, har fået farve og fortæller om fantastisk musik og dejlig mad. En lettelse ikke at fokusere på sig selv hele tiden :-) Har det lidt underligt for tiden og føler mig vildt alene. Tror ikke rigtig at folk kan forstå min situation. Åbner jeg munden for bekymringerne mht. at udgive blogromanen "1001 tårs tøsetanker", siger de, at jeg skal være glad, og at det er "Spændende". Så jeg føler mig forkælet og klapper i. Men i mit indre racer tankerne som Schumacher mod sin skygge.

Mine venner forstår ikke helt blog-kulturen og den fortrolighed, man kan opbygge med fremmede. At det er en udveksling, hvor man ikke føler sig blottet og sårbar, fordi alle skriver personligt. Men nu kommer jeg pludselig til at stå alene - og det er meget angstprovokerende. Og så skal jeg springe ud med navn, efter at have skjult mig under et eventyrligt et siden 2004. Mine anonyme med-bloggere siger ting om at skrive under dæknavne, der gør mig endnu mere bange for at springe ud. For de har jo ret. Der er fare for at ventilen pludselig bliver eksplosivt dæksel.

Sov ikke i nat. Skal interviewes og er bange for, at jeg ikke længere kan styre ordene. Hvad nu, hvis man får det forkerte indtryk? Nogle gange siger min mund underlige ting og påpeger alle fejlene. Og hvordan kommer jeg til at se ud på billeder? Havde engang en fotograf-kæreste, der indrømmede, at jeg ikke er særlig fotogen. Det er som om, at jeg et sekund før, der klikkes, får en spasme, der enten resulterer i lukkede øjne eller dobbelthage. Luksus problemer. Men hvad nu, hvis folk bliver skuffede? Hvis de troede, at Space var anderledes?

Har svært ved at panikke over dette med forfatter-venner, da jeg bare skal prise mig lykkelig for omtale. Havde håbet at en lille del af mig gerne ville eksponeres, men jeg må sige, at hun IKKE findes. Eksponer mine ord. Jeg ELSKER det. Men mig som person? Mit rigtige navn og mit ansigt? Nej tak. Frygter det. Har det bedst her under bølgen. Men jeg VIL forfatterskab, og jeg bliver nød til at stå ved det, jeg har skrevet. Og levet. Så åbner nye døre sig forhåbentlig. Og dem der lukkes, ville nok blive lukket før eller siden alligevel.

Omkring udgivelsen siger folk, der gerne vil udgives, at jeg bare skal være glad for, at et forlag har sagt ja. Men hvad med min fortid, mit underliv, mit hjerte? Min familie?

Jeg ved det godt. Jeg burde svæve rundt på en lyserød sky. I stedet er den grå-meleret og tung. Hvad nu? Hvad har jeg gang i? Osv. Men det er ok. Er jo mest glad for det hele. Det er bare gået så hurtigt og på tirsdag, får jeg muligvis mit barn i hænderne. Og enhver ved jo, at veer er slemme. Giv mig dog epidural-blokade. NU!

Men når jeg er her i skovhus, og mine forældre hyggesnakker i stuen, så er det ok. Alt er ok. Det er jo en spændende tid, jeg går i møde. Og jeg er stærkere, end jeg selv tror (andet er vist umuligt). Tænk at jeg bliver forfatter. Min store drøm. Så må jeg lige holde op med at være nervøs og tudefjæs.

Ps. Dette indlæg er også publiceret på urbanblog. Har skrevet lidt til her.