var ellers virkelig ved at bakke ud. havde besluttet mig for at løbe mod exit og brænde alle broer.
jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig blev så freaky angst. men jeg fik næsten ondt i maven og vejrtrækningsproblemer. det hjalp at være på job, men jeg var virkelig præget af tungsind og negative tanker. det kan søde børn heldigvis afhjælpe, som sagt er det umuligt at være sur, når en hel stue sidder og skriger "HEJ TASJA!", når jeg kommer ind ad døren eller jeg får kys og kram af hannahbarnet. det fantastiske barn. men ellers; modløs og sur. M fattede ikke hvorfor, for dybest set sagde han jo det samme som mig... hvilket hun havde ret i. og det er ikke fordi jeg vil have at noget skal gå stærkt, tværtimod - det lærte jeg af rasmushistorien. det skal helst gå så langsomt som muligt for mig, tak. men alligevel blev jeg bange for at give noget, som jeg ikke ville få tilbage. det er flovt at indrømme det - men jeg vil ikke investere mig selv medmindre det er gengældt. så jeg freakede. og havde her til aften faktisk helt besluttet mig for at smutte før noget er begyndt.

men lige før fik jeg faktisk en ret sød mail fra ham. der slutter med:

"Du må undskylde at jeg kom med den der udmelding i går, jeg er bare blevet en lille smule rundt på gulvet over at "date" en sød pige igen. Som sagt så synes jeg at det er vildt hyggeligt at sludre med dig på vores gåture og sådan og jeg vil bestemt gerne se dig igen, hvis du stadig har lyst??"

ja - det vil jeg gerne. jeg kan godt lide ham. han dufter af sæbe og kører historier ud i det absurde ligesom mig. og gør gode ting for andre.