Jeg er lidt forvirret. Og lidt træt. Og lidt syg. Men også ret glad.
For han vil have mig tilbage. Han vil fucking have mig tilbage!

Han kom jo i søndags, og var lidt ked af det... Han havde bare fundet ud af, at han kunne ville have mig og ingen anden, og at han savnede mig. Jeg blev virkelig glad, og det var skønt at være sammen med ham igen, men måtte på den anden side også være meget fornuftig! Det kan jo være, det bare er en fase han skal igennem, "savnefasen", og han slet ikke vil mig alligvel - at det måske var godt nok at slå op.
Så jeg sagde, fornuftig som jeg nu var, at vi skulle holde pause en uges tid. Ikke snakke eller ringe til hinanden, KUN hvis det var noget vigtigt og noget med følelser at gøre (ad, det lød klamt), og ikke bare for at hyggesnakke...
Så nu må vi se, hvordan det går. Tror nu nok det skal gå godt. Man har godt af at savne lidt. Og han skal heller ikke lige tro, han kan få mig tilbage, sådan vupti! Man må gerne kæmpe lidt for mig :)