10 år siden

Fucked up

Еnke
Halina Abram...
6 år siden
I aften ser vi Hobitten i...
Carsten Cede...
9 år siden
I'm back!
Gittepigen
10 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
7 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
8 år siden
Vand
Halina Abram...
6 år siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
15 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
8 år siden
200
Jette Peters...
8 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
9 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
7 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
11 år siden
Spejle
Marie Martin...
10 år siden
Kan ikke lade være med at ønske, at jeg bare kunne være helt normal og hænge helt normalt sammen og værdsætte det, jeg har. Men nej, skal absolut ødelægge det hele for mig selv - som jeg altid har gjort. Og nu står jeg så her med den dårlige samvittighed helt ind i sjælen, mens jeg har verdens største beskyttertrang i forhold til ikke at ville såre ham, når det nu er mig, der er synderen. Det var bare et kys, og det var på en eller anden måde uundgåeligt. Og så alligevel ikke. Kan ikke bruge alkohol som en undskyldning, vel? Men det var kun et kys - og jeg kan knap nok huske det. Får mig til at frygte, om der er mere, jeg ikke kan huske, men røg heldigvis i seng hurtigt. Jeg hader de blackouts. Jeg har holdt dem i en armslængde fra mig de seneste 8 år, hvor jeg har lovet mig selv til ham. Der var mange før det. Mange morgener, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg havde gjort af mig selv natten forinden. Altid ondt i maven. Angsten for at have såret nogen eller fucked noget op. Hvad er der galt med mig? Jeg vil så gerne være glad, hvor jeg er. Og jeg har alt det, som jeg har brug for. Jeg mangler bare selv at acceptere, at det er OK, at jeg har det godt. Det er som om, at jeg ikke under mig selv det. Jeg har altid ødelagt ting, der var gode for mig. Altid. Jeg vil det ikke mere. Jeg vil så gerne træffe et aktivt valg om, at nu er det slut. Nu tager jeg mig selv og mit og vores liv sammen alvorligt. Aldrig mere. Det er ikke fair over for nogen. Men hvordan gør jeg? Hvordan begynder man at holde nok af sig selv til at tage livet alvorligt? Hvordan begynder man at holde nok af andre til, at man ikke ødelægger det hele, fordi man ikke tør tilgive sig selv eller give sig selv lov til at være glad. Og samtidig er jeg ikke glad, men et liv uden ham er ikke en god fremtid, et liv uden vores to børn hver morgen er ikke en god fremtid. Jeg er forvirret og ked af det og træt af alle tankerne. Jeg kæmper med mig selv. Jeg prøver at acceptere mig selv med alle de fejl, jeg har. Jeg ved, at han vil gøre det, men jeg vil ikke såre ham. Jeg kan ikke. Hans eneste fejl er, at han har forelsket sig i en som mig, der ikke kan få verden til at hænge sammen. Fucked up. Det er det, jeg er. Hele vejen igennem kroppen.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Fucked up er publiceret 16/07-2013 11:52 af Engel.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.