Den er helt gal. Første aften uden ham i nogle uger. Snakkede lige kort sammen, men så måtte han smutte, fordi de skulle bestille pizzaer, sagde han ville ringe om fem minutter, jeg sagde bare, at han skulle ringe senere, så ville jeg også få lavet noget mad.
Det er skræmmende det her. Denne afhængighed. Denne holden helt og aldeles af. Jeg kan se børnene for mig, glæder mig til at flytte sammen med ham engang (han nævnte det endda selv i søndags), selvom det først bliver om godt et år eller mere. Er mere og mere i tvivl om mine fem måneder i Århus, hvis han nu er her. Men jeg vil ikke lade være - og han vil heller ikke have, at jeg lader være.
I fredags sagde han, at han aldrig ville forlade mig, mens tårerne piblede frem og bevægede sig ned over hans kinder. Jeg tørrede dem tavs væk. Jeg har så svært ved alle disse store følelser - eller måske jeg bare skal have tid til dem. Stille og roligt.
Har brugt eftermiddagen i den nye lejlighed med at ordne badeværelse (stinker af klorin og kalkfjerner nu) - og hive hylder og vægskabe ned. I morgen skal resten af køkkenet ud, savner ham.
Sad alene foran tv og spiste, forstår ikke, at det pludseliger så svært at være alene. Der er så stille, selvom jeg har sat musik på. Og bevidstheden om, at han ikke kommer senere - eller at jeg ikke skal hjem til ham. Sidder her og ønsker, at jeg havde sagt ja til at få hans nøgle, så jeg kunne sove i hans lejlighed.
Jeg forstår det ikke, alle disse store følelser. Pludselig er de der. Pludselig. Og jeg er overrumplet og forelsket og forvirret og så glad. Så glad.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Pludselig så skræmmende... er publiceret
01/11-2005 19:21 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.