Sidder og kigger en udgave af Peter Pan jeg ikke er stødt på i meget lang tid.

Drengen er dælme godt castet, det samme gælder med Wendy.

Det er den klassiske udgave af fortællingen. Med medicinen og feerne der dør, hvis man ikke tror på dem.

Jeg bliver til hver en tid rørt af fortællingen. Den lille pige der så gerne vil være voksen, og drengen der bare tuller rundt fra dag til dag og kæmper for ikke at blive voksen.

Som et lyn fra en klar himmel, slog parallellerne ned i min egen verden. Eller vores. Teaks og min.

Ham der knokler rundt med sit projekt - det går godt - bedre for hver dag - og mig som knokler løs også. Tjener vores penge. Brokker mig over hvor mange af dem der bliver brugt på fastfood. Brokker mig over hvor mange af dem der bliver brugt på benzin.

Lige nu føler jeg ikke at det er det liv han har lyst til at leve, selvom jeg intet som helst belæg har for påstanden.

Jeg var med tårer i øjnene, da foregående sætning blev skrevet ned - det er vel et halvt minut siden - nu er de tørret af kinderne, fordi det er enormt langt ude. Det er da ikke fedt lige nu, men på sigt på bliver det også anderledes.
Flowet bliver bedre måned for måned - vi får mere og mere at lave - overskuddet bliver større og større.

Hans overskud bliver også større og større.

Vi hyggede os forleden en hel weekend.. Lavede ikke en dyt - ikke en tændt computer i nærheden. Det var råhygge.

Sex'en er sublim for tiden. Han har efterhånden fundet knapperne og ved hvordan de virker. Det er umådelig skønt at give sig hen til ham, for mage til følelse af beskyttelse, har jeg aldrig oplevet før. Det er ubeskriveligt skønt.

Og alligevel. Alligevel kan jeg falde i søvn med tårer ned af kinderne af frygt for at blive forladt, også selvom han siger at jeg skal holde op med at være så bange for det. For han går ingen steder.

Hans raseri-anfald har han lært at tackle.

Han er ret god til at slappe af sammen med mig, når jeg beder ham om det. Omvendt, har jeg lært at blive og putte sammen med ham, de morgener hvor morgenen forsvinder og bliver til både formiddag og middag før vi står op.

Det er skønt.

Ville ønske jeg kunne slippe af med de der nedeture jeg får. Han holder mig tæt og krammer og trøster og lover. Og jeg ligger og snøfter og aner ikke hvor det kommer fra. Det er til tider hel flovt. Og bagefter, jamen så slipper han ikke før jeg er ovenpå igen - eller faldet i søvn.

Han stod tidligt (før klokken otte !) op i morges for at køre mig på arbejde og han henter mig igen i morgen tidlig, når jeg har fri klokken halv ni. Det er store ting for en voksen ung mand der sagtens, SAGTENS kan sove til middag..

Han gør sit bedste for mig, og det er fantastisk. Eksen er ude af billedet - hendes bil som stadig står i hans navn bliver overdraget når forsikringen udløber. Aaaaahhh..

Hun skriver ikke længere. Hun ringer ikke længere.

Når vi lægger os til at sove derhjemme, er der ingen der ringer og forstyrrer. Kun hunden der vil op og putte. Og som kommer det, engang i mellem, når jeg ikke kan stå for tiggeriet, eller den fryser.

Ubeskriveligt. Det er bare os to, og hunden. Og firmaet. Og vores fremtid i den nedlagte stald. Sådan som det ser ud lige nu i hvert fald. Vi har snakket lidt om at flytte, men det kræver opsparing til indskud. Eller en anden varmekilde.

Peter Pan slutter med et citat: To live would be an awful big adventure.

Jeg synes det er smukt.

Energi lige ned i hatten..

Jeg har fri i morgen tidlig, og så venter endnu en SKØN dag :)