Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
5 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
5 år siden
Eksamensangst og mit nyes...
Merida Dunbr...
8 måneder, 12 dage siden
At klone sit dyr...
Kianna Kitte...
2 år siden
...og så blev man kogt.
Kianna Kitte...
2 år siden
Lyst til livet
Halina Abram...
2 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
3 måneder, 19 dage siden
Livet i Lugano
LoneHK
7 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
2 måneder, 29 dage siden
Happy Pride Week!
Kianna Kitte...
2 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
4 år siden
AT forløb
Coleen
5 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
3 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
3 år siden
Gud taler til alle
Salomon
4 år siden
Byerne
Tine Sønder ...
6 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
3 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
4 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
4 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
5 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
3 år siden
symbiose
karlaskvadra...
2 år siden
Ny mobil og træning...
Kianna Kitte...
1 år, 3 måneder siden
Saba: 1999 - 2019....
Kianna Kitte...
7 måneder, 27 dage siden
Ferie
Hanna Fink (...
5 år siden
Book cover...
Kianna Kitte...
2 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
4 år siden
Min novelle er blevet køb...
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Jeg er udgivet, woo!
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Dawn Under
Ruth Christe...
2 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
4 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
3 år siden
Alt alt for ofte bliver man draget mod en eller anden form for energisugende begivenheder, handlinger, episoder, mennesker eller omgivelser. Helt uden vi ved at det har det påvirket fore dag eller liv i en dyster retning.

Vi stræber, vi knokler, vi forsvare os og vi tilpasser os hele livet i det nu nu en gang står i.

Hvor blev barndommen af? Hvor blev trygheden og nærværet af i det lille hjem. Det sociale, hvor man snakkede med hinanden, grinede og måske sad og spillede et spil efter aftensmaden! Nu har vi travlt med Iphone, Tv, Ipad, film og spil. Det som engang var telefonnumre vi kunne huske udenad i hovedet, hvor vi blot ved have tanken på at ringe op, kunne trykke nummeret udenad på flere numre af de mennesker der stod os nært. Alt dette er blevet glemt og overladt til teknologien. Ja vi tænker faktisk ikke over ret mange ting længere, vi gør det bare eller teknologien gør det for os.

Der hvor jeg vil hen er, at vi glemmer os selv, vi glemmer vores sjæl i hele denne teknologiske verden. Se nu bare det fine NET system, hvem har ikke stået med sit dankort og ville handle, hvor man er helt lammet fordi nettet er gået ned. Internettet ikke virker, så går alle jo i chok og kan ikke arbejde! Tv signalet forsvinder og børnene keeeeder sig stort.

Mest brugte site og mest påvirkende site for tiden kender alle til, uden at nævne navne så ved alle hvad jeg mener. vi kan dele, gemme, vise verden hvad vi laver når vi poster alle mulige statusser på disse sites. Jeg sad forleden i sofaen og kikkede rundt, mens børnene og jeg skulle hygge med en film. Fredags slik og det helt store chips bord var arrangeret. Skræmmende hvor lidt der skulle til for at fjerne blikket fra tv'et og ned på deres Iphone, hvis den gav lyd fra sig. Snart sad alle (inkl. mig selv) og smug kikkede på den lille skærm, fraværende i fælles hyggen!

Jeg ved da godt, at jeg som forældre har et ansvar, i at lære mine børn hvad der er godt i livet og har også sat strengere regler ovenpå min opvågning. Alle poster billeder af alverdens begivenheder. Se min mad, se jeg træner eller ynk mig jeg har det dårligt og har brug for medlidenhed. Jeg har selv været der.

Dog er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg selv kan vælge fra. Jeg har fået nok af tidsrøvere, negative påvirkninger, reklamer fra medier og meget andet jeg ikke selv har bedt om. jeg vil leve frit igen, give mine børn den mulighed for at mærke livet somn jeg selv gjorde da jeg var barn. bevæge sig blandt levende sjæle, mens de har vinden i håret eller danser i regnen. Får solens varme på huden og høre fuglene kvidre. .
Hvem husker ikke følelsen af at gå i bare fødder i græsset mens man samler blomster eller lade fantasien løbe væk med en frem for kun at bruge øjne og tommelfinger på en lille skærm.

Igen og igen skal jeg løse konflikter børn imellem og forklare hvorfor ting ses og føøles som de gør på deres medie sammenkomster. De får jo ikke aflæsningen med når de læser en skrift fra en og kan ikke tolke om det var sødt eller grimt ment. Hvor mange forældre holder øje med hvor deres børn surfer rundt på nettet hende? Hvem de har kontakt med? Ikke ret mange tror jeg, for vi er selv gidsler i dette medie. Vi har travlt med at poste billeder af den perfekte middags ret for familien, så vi kan klassificere os som et godt og velfungerende menneske. At vi løber en tur og lægger det på medierne, så alle kan se hvor gode vi er og hvad så???

Se nu bare den dag vi holder i kø på f.eks. motorvejen! Hvem sidder ikke og bliver små sur og irritabel, sur, ærgerlig over tiden løber fra os. VI har da bestemt ikke tid til at sidde der og glane. Vi skal videre, har travlt, har aftaler og skal gerne nå hele vores planlagte plan for dagen inden den egentlig er startet. Og vi bliver da ihvertfald skide mopset hvis noget kommer os i vejen for at nå det vi skal nå! (nogle gør, ikke alle)

Det kunne være befriende, hvis vi prøvede at trække alle gøremål, pligter og andre deadlines ud af hovedet. vi skal jo nok nå det alligevel. Prøv at stoppe op i hverdagen, se dig omkring, mærk dig selv og her mener jeg ikke at du ligefrem skal stå og gramse uhæmmet på dig selv griner... Men mærk det som er omkring dig. Ofte handler det om minutter, sekunder af vores smukke liv, der på godt og ondt giver os lærerige ting i livet. Det smukke liv som vi skal give videre til vores børn.

Jeg vil leve og være til, som et menneske er skabt til. at hjælpe andre hvor jeg kan, skabe glæde og være fri. Skabe tryghed og kærlighed til mine børn og dem omkring. Jeg vil leve uden påvirkninger jeg ikke har bedt om og frigøre mig fra alt det negative som ikke er mig nødvendigt. Smile over dagen og hvile mit hoved på puden til aften, med ro og kærlighed i sjælen.

Lad mig engle mine i himlen, lad mig finde stedet hvor rødderne kan gro og blomsterne blomstre, smukt som det vi alle er skabt til. Nyde naturen og hver en pause i hverdagen jeg udsættes for.

lev vel i fred og kærlighed til jer :)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvor skal vi hen? er publiceret 23/09-2014 12:03 af Liza Abildskov (Hvorfor_ikke).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.