19 år siden

Min weekend i følelsernes vold

70 år + 2 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
8 år siden
3. Side - I'm back!
Sweetypie93
5 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
9 år siden
At skrive mig ud af tinge...
Bastian
11 år siden
En lidt hård weekend, kry...
xangelx
7 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
11 år siden
Juleferie :)
Michala Esch...
14 år siden
Vandet i dag
SeMig
2 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
9 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
9 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
10 år siden
End og week
Martin Micha...
4 år siden
Stemme
Halina Abram...
6 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
14 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
11 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
9 år siden
Yoga
Ida Hansen (...
7 år siden
Stemme
Halina Abram...
6 år siden
Gud taler til alle
Salomon
9 år siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
9 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
9 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
9 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
11 år siden
Mit hoved er fyldt, JEG er fyldt op som aldrig før.
Inden i mig kører en væld af følelser og tanker rundt. Hele denne weekend har været smæk fyldt af følelser. Handlinger har der været masser af…jo-tak…men følelserne har nærmest været umulige for alle at rumme.

Jeg har vasket, fejet, ryddet, pakket, tørret og flyttet det sidste af mit barndomshjem. Huset står tomt og klar til overtagelse. Mosters hus, mit barndomshjem, alles yndlingshjem er nu klar til en begyndelse for et nyt familieliv.

Paralyseret og små-apatisk, sidder jeg nu her. Jeg er omgivet af de sidste ting fra huset som jeg havde lyst til at få med mig. De sidste ting som man ikke nænnede at lade gå til fremmede.
Ja det er bare ting, jo det er bare døde genstande men som da selvfølgelig har en kæmpe betydning når man tænker på hvem, hvad og hvornår.

Følelser og tanker?
Man oplever nye sider af de mennesker man mente man kendte alt til. Man opdager mennesket i mennesket, når man i pressede situationer ser dem handle. Jeg læste en artikel i Politikken. En journalist skrev om ”fællesskabet”. På et tidspunkt nævner han, at det ofte kan føles lettere for familien at samles til en begravelse frem for til f.eks. jul. ”Sorgen er pålidelig (…) der hersker ingen forventninger”. Jeg kan følge og forstå hans mening, men jeg har fået det modsatte bevist.

Jeg har oplevet nye sider af de helt nærmeste personer. Jeg har set savn, grådighed, kærlighed, jalousi, smålighed, storhed, åbenhed, sårbarhed…jeg kan næsten ikke rumme mere.

Lige nu lukker vi et kapitel. Vi har afsluttet det liv for den som vi mistede og stadig savner så dybt. Vi mærker nu, for alvor, at det er slut. Vi ved at vi nu skal leve videre med de minder vi har inden i os og ikke længere kan tage hen til stedet og lade os drive tilbage til den fornemmelse, som hendes liv og tilstedeværelse gav os.
Duften og stemningen kan vi måske genskabe selv, men vi ved det aldrig vil blive det samme. Vi må nu acceptere ikke at have det liv i blandt os mere.

Mine tanker er mindst lige så rodede som hvad jeg skrive i dette dagbogsindlæg.

Døden, kærlighed, familie, tillid, savn, afhængighed, søskende-kærlighed ÅHHHHHHHH jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af alt det her og hvad jeg føler mig efter ladt med, kan beskrives så kort…så ufatteligt kort; FRYGT!
Jeg har været meget alene de sidste små to år…det ved jeg. Om så det har været den totale social-fobiriske isolation eller blot lysten til at trække mig lidt fra fællesskabet, så har jeg selv valgt det. Stadig vælger jeg at trække mig.
Men lige nu føler jeg mig alene. Alene som aldrig før. Ikke alene sådan rent socialt, men alene i livet. Jeg ser mit ansvar for mit eget liv og det skræmmer røven ud af bukserne på mig.
Jeg føler mig igen presset til at tage stilling til min eksistens. Jeg føler mig igen overladt til den absolutte meningsløshed.

Døden og tabet af en man elsker ryster den jord man går på. Den skubber til alt hvad man før følte, var konstant og ubetinget.

Om det er flugt eller bare to sekunders hvile fra mit følelses-kaos, vil jeg lægge mig på min døde sofa, ta’ mit døde glas cola og tænde for underholdningskassen. Jeg kan simpelthen ikke rumme mere lige nu. Ikke mere telefon, ikke mere snak, ikke mere af noget som helst hvor jeg skal føle noget som helst!!! Jeg vil ikke se nogen, høre nogen, tale med nogen…KUN se på Jakob Holm og hans Cillit Bang.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Min weekend i følelsernes vold er publiceret 27/02-2005 17:27 af Bastian.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.