Dagbog....hmmm.....jo, jeg tror, at jeg gjorde et halvhjertet forsøg, da jeg var barn. Den var rød, med en lille, bitte hængelås.... Det eneste, der nogensinde kom til at stå i den, var vist noget om en eller anden hemmelig klub, jeg havde sammen med hjerteveninden. Nu er der jo så gået mange år og jeg har levet livet; på godt og ondt. Op- og nedture....i mine sorte øjeblikke, synes der mest at ha været nedture i mit voksne liv. Jeg plejer at sige, at de største sejre i mit liv er mine fire, sunde, raske og vidunderlige børn. Mange andre ting har jeg bestemt ikke været så heldig med....mænd feks. Men lad det nu ligge for en stund. Den egentlige grund til, at jeg følte trang til at skrive mine tanker ned her, er at min ældste søn på 23 skal afsted til Afghanistan her sidst på måneden....og jeg er hundeangst. For at han skal dø dernede; for at han skal blive såret, på krop eller sjæl. For at jeg aldrig skal se ham igen..... Samtidig ved jeg jo også godt, at det er så vigtigt, at han tager afsted, med en følelse af, at jeg/vi herhjemme støtter ham i det han vil. Men gud i himlen, hvor er det dog svært!!! Jeg siger til ham, at jeg er kommet overens med det; at jeg støtter ham i hans beslutning, men samtidig har jeg lyst til at råbe ham ind i ansigtet, at han skulle skamme sig, for at gøre os her hjemme så ondt; så angste. At han har værsgo, at blive hjemme; at han ikke kan være det bekendt..... Men det gør jeg selvfølgelig ikke..... Men jeg gruer for d 30 juli; så skal jeg sige farvel, med en følelse af, at jeg måske ikke ser ham igen..... Men jeg er nødt til at ta mig sammen, så han ikke ser mine tårer, som jeg ved vil komme.... Jeg er nødt til at smile og ønske ham en go rejse..... Jeg har kendt og frygtet datoen så længe nu.....På den ene side går det alt for hurtigt; der er alt for kort tid til. På den anden side vil jeg bare ha det overstået; afskeden. "Så tag dog afsted, når det nu er det eneste, du vil!!!" Men nej, lad mig lige få lov til at beholde ham her lidt endnu.....bare lidt endnu. Jeg synes jo lige, at han har været et lille, lyshåret pus, der lignede "Emil fra Lönneberg" på en prik.... Nu er han en stor mand på over 190 cm....jeg forstår det ikke. Hvor blev årene af.....og hvornår var det, at han holdt op med at skulle gøre, som hans mor siger??? Nu gør han som han selv vil......og han vil i krig..... Og der er ingenting, jeg kan gøre ved det..... Andet end at be til de højere magter, om at passe på min dreng. Pas på ham, så han kommer hjem til os igen....