Sikke en dejlig morgen... øhh formiddag..!
Jeg har simpelthen nydt at sove lidt længe idag, jeg trængte sådan til det.

Jeg er blevet snot-hamrende forkølet, og det er bare træls at skulle ha' et helt arsenal af lommetørklæder med sig hele tiden. Mit hoved føles som sådan en oppustet ballon og min hals som beklædt med sandpapir.

Jeg befinder mig i Peters sommerhus lige nu, kom herop i går, og her ånder virkelig fred og ro. Pongo, Peters hund, ligger på terrassen i en solplet, og hans søn Nikolaj ser tegnefilm i fjernsynet. Peter selv er her ikke - han er ude som dommer i hundekonkurrencer i dag.
Jeg nyder freden her hos Peter - alt forekommer så enkelt her i hans hus, når jeg er langt væk fra min egen hverdag. Det er rart mentalt at kunne gi' slip på min stressede arbejdsplads og min dårlige samvittighed over alt det, jeg aldrig når, når jeg er hjemme hos mig selv.

Jeg har købt ny mobiltelefon, det er lidt sjovt..! Men da også lidt sørgmodigt at skulle gi' slip på min gamle Motorola, som jeg har haft i næsten 5 år..))) Lene har forsøgt at lære mig op i alle de mysterier, den nyt mobil indeholder, og jeg er sikker på, hun nyder at være den, der er eksperten..!

Meget af det, der ellers fylder i disse dage, er de tanker både Peter og jeg har om fremtid. Som han skrev i sin dagbog for nogle dage siden, er det nogen gange som om man kun lever halvt. Weekenderne er absolut højdepunkterne, når vi kan være sammen, og hverdagene synes sommetider som dage, der bare skal gennemleves for at komme til næste weekend. Vi snakker meget om, hvad der, der skal til for at vi kan blive tilfredse begge to med tilværelsen, og der er jo mange muligheder, så lad os se hvad der sker..... Det handler jo også om at gi' slip for os begge to - ikke på vores børn, som jo er i hver sin ende af landet, men på alt det, vi stadig slæber rundt på fra hele vores liv. Et sted passer det jo til os at tage tingene langsomt og lidt ad gangen. Det er nu et år siden vi så småt startede vores forhold, og i den tid har vi jo taget små skridt ad gangen indtil vi er, hvor vi er i dag. Vi har begge svært ved at gi' slip, vi har begge tilhørsforhold til de steder vi bor - ja er begge to født og opvokset i de lokalsamfund, vi stadig er i, og det kan synes fuldstændig uoverskueligt at skulle flytte 200 km for at bo hos den anden. Men måske var 100 km en mulighed...tja lad os se... Indtil videre bliver vi bare ved med at slide landevejen og togsporene tynde for at ses så ofte som muligt...)))

NU vil jeg igang med dagen... Her står en lille opvask, der skal klares, og måske vil jeg gi' mig til at lave nogle skinkeboller el.l. vi kan få som let aftensmad inden vi sidst på dagen kører ned til mig sammen med Peters tre børn. De vil nemlig meget gerne hilse på Frida, min lille kat..., så det skal de selvfølgelig ha' lov til.

God weekend
Kærligst
Wildrose