Jeg har talt med André flere gange om dagen siden hans indtag og indlæggelse. Han er meget bestemt om ikke at gøre det igen. Jeg har valgt at tro ham. Jeg er mest af alt ked af at netop ham lod sig friste. Ikke at forveksle med det er bedre med ”de andre” af vores børn. Men hans mentale handicap gør at han er anderledes tænkende. Han siger at han ikke kan holde stemmerne ud, så derfor! Heldigvis har han ytteret ønske om at jeg deltager ved næste psykiater/læge møde, og der vil jeg tage hans medicin op. Enten får han ikke det rigtige, eller ikke nok deraf.

Andrés far ringede i går og spurte om jeg gav kaffe. Jeg fik travl med at få tøj på og sætte kaffe over. Der gik Ikke længe efter han og konen var kommet ind af døren, før han spurte hvorfor jeg ikke havde ringet og underrettet ham. Shit… Normalt har jeg altid gjort meget ud af samarbejdet med mine børns fadder, men denne gang smuttede det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde det ikke i tankerne og det undskyldte jeg mange gange.

Jeg arrangerer hvert år en lille firmaudflugt med mine ansatte (claus og futte). I år som er på torsdag, skal vi først ud og spise, og derefter ind og se ørkenens sønner. Hvad der derefter sker, må humøret bestemme. Jeg glæder mig helt vild. Den ene gang om året jeg bliver luftet – skal det være med maner. Futte havde ellers en Ribe vagt på fredag fra 05.00-11.00, men den har jeg ”solgt.” Jeg vil ikke forlange at han holder sig tilbage af den grund.

Claus sidder fast overe på Fanø pga. timesejles. Det er godt at der er fjernsyn i bilen til at tage ventetiden.

Jeg vil ind på sofaen og flyde igen.