I dag har været hård og frustrerende men også ret fantastisk. Endelig et break through. Ved frokosttid, fangede jeg hende nr 4 (4. Er vidende, reflekteret, men siger ikke noget, er svær at afkode og virker hele tiden indebrændt.) fra min problemgruppe på tomandshånd. Spurgte henkastet hvordan det gik og så vældede det pludselig frem med tårer og hun brød helt sammen. Måtte tage hende med ud på en lille gåtur og lidt frisk luft.

Hun fortalte, at hun slet ikke kan holde det ud, at hun var på nippet til at springe fra, at de slet ikke kan kommunikere med hinanden i gruppen... og senere blev det mere og mere pinpointet til at være ingeniøren der var problemet. Jeg måtte give hende ret og sige, at det havde jeg godt observeret. Lovede hende at forsøge at gøre noget. Så jeg tog en snak med J, som tog ingeniøren ud og tog en snak med ham. Imens arbejdede jeg videre med gruppen. Og sikke en forskel. Der var pludselig liv, energi og glade dage. Vi fik i løbet af ganske kort tid framet og udviklet et ret godt koncept. Nr. 4 blomstrede op og var aktiv, hun styrede ligefrem gruppen med sikker hånd - lige pludselig var de den her helt nye super gruppe, som bare drønede derudaf, og hvor alle bød ind og byggede på hinandens idéer. Og der var grin og humor. J snakkede meget længere tid med ingeniøren end jeg umiddelbart havde regnet med at han ville.
De kom tilbage. Og som ved et trylleslag forsvandt alt energi og positivitet. Øjeblikket var så udtalt, at jeg fik den idé at J. K. Rowling må have mødt Ingeniøren og derefter opfundet Dementorne

(Dementorerne beskrives som tre meter høje onde væsner, de er klædt i sorte kapper (stribet turtleneck), med en hætte som dækker deres ansigt, de har ingen (tætsiddende) øjne, og deres mund, er et sort hul. De suger alle positive og lykkelige minder ud af deres ofre, og ofrene bliver ladt tilbage med alle de værste oplevelser i deres liv.)

Det var virkelig et Dementor-kys gruppen blev udsat for. Jeg synes selv, jeg derefter var ret hurtig og leder-agtig, da jeg i et flash besluttede at splitte gruppen op, og sætte de to 'stærke' sammen med Dementor-ingeniøren, så nr 4 blev fri for ham - og så sende dem ud og storyboarde hver deres koncept. Og det virkede, nr 4. takkede mig af hjertet bagefter, der var nok nogen af de andre, der synes det var lidt tromlende, men det var min vurdering, at det var det, der in the long run sikrede mest produktivitet og positivitet. Men Christ mand! J fortalte mig bagefter, hvordan han havde tacklet den med Ingeniøren, og at Ingeniøren havde syntes at jeg var problemet, og at jeg 'plantede idéer' i deres gruppe, som der ikke var consensus omkring. Han er typen der er fuldstændig umulig at få til at se indad, og han er blot pisse sur over at jeg har modarbejdet hans selvdefinerede rolle som gruppens diktator. No surprise there.

.... alligevel kan jeg ikke helt afkode på J om han syntes, at jeg har tacklet situationen forkert. Der sidder altid lige den der lille djævel på min skulder og stikker til min selvtillid med en sort gaffel. Djævlen siger, " det er dig, det er galt med, de kan ikke li dig, du er ikke dygtig osv".

På den anden side siger englen på min anden skulder: man kan jo ikke gøre alle glade. Der blev løsnet op for kreativiteten og idérigdommen, nr. 4 gik fra at ville springe fra til at være en driver - og de har faktisk gang i noget der bliver en fed leverance. Hvis 4 personer er blevet gladere og har lært noget, så er det måske okay at man har én vrangvillig modstander.